// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jack Fairweather: Anklageren. Retsopgøret med nazisterne
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Jack Fairweather: Anklageren. Retsopgøret med nazisterne

Skrevet af den 6. februar 2026 – 05:33Ingen kommentarer

’Anklageren’ er en medrivende fortælling om Tyskland i efterkrigsårene og en vigtig biografi om den tyske statsanklager Fritz Bauer, der står som en helt i det moderne Tyskland.

Det var hans fortjeneste, at det lykkedes at opstøve en af nazisternes værste forbrydere, Adolf Eichmann i Argentina. Han var en af hovedarkitekterne bag Holocaust, og Bauers arbejde gjorde det muligt for den israelske efterretningstjeneste at kidnappe ham, så han kunne retsforfølges i Israel, hvor han blev dømt til døden og henrettet.

Det andet som Bauer især huskes for er den såkaldte Auschwitz-processen i Frankfurt. Her formåede Bauer sammen med unge jurister at åbne tyskernes øjne for nogle af de uhyrligheder, som foregik under 2. verdenskrig. Det gjorde han på trods af, at der i retssystemet var et væld af tidligere nazister, også tidligere krigsforbrydere. Selv dommeren i sagen om Auschwitz var nazist og modstanden mod Bauer var intens. Desuden ville Tyskland og de allierede helst bare lægge fortiden bag sig og komme videre. Bauers mission var at åbne tyskernes og omverdenens øjne for, at det forbrydelserne under krigen ikke bare skyldtes nogle få ledere. Der var tværtimod en kollektiv skyld, som man måtte se i øjnene og erkende, hvis man der skulle ske en soning. Retssagen afsluttes først i starten 60’erne, og bogen er et stærkt vidnesbyrd om, hvor langt nazismens efterdønninger varede.

Der er nogle afstikkere i bogen, som er lidt problematiske. Dels fylder Bauers homoseksualitet unødvendigt meget, og så bruges der mange spalter på Reinhard Gehlen, Vesttysklands første efterretningschef. Han var nazist, men havde arbejdet med efterretninger om de sovjetiske styrker under krigen og bevægede sig støt og roligt frem mod en toppost i det nye Vesttyskland.

Skildringen af Vesttysklands første forbundskansler, Konrad Adenauer, er meget unuanceret. Han fremstår ganske enkelt som en usympatisk skurk, der intet ønske har om at beskæftige sig med fortiden og med de mange nazister, som får indflydelse og magt i statsadministrationen og erhvervslivet. Dette er et kæmpe svigt ifølge forfatteren, men sandheden er mere nuanceret. Adenauer var også med til at sikre stabilitet i en særdeles ustabil for farlig periode med kold krig og konsekvenser af den ødelæggende verdenskrig.

Men det skal ikke påvirke den overordnede bedømmelse af bogen. Den er læseværdig og fundamentalt spændende fortalt. Og så ligger der et imponerende researcharbejde bag. Af bogens knap 600 sider er de 170 noter og kildehenvisninger.

Jack Fairweather: Anklageren. Retsopgøret med nazisterne. People’s Press. Oversat af Lotte Jansen. 574 sider. Oktober 2025.

Der er lukket for kommentarer.