Roxana Kias debutroman er en slægtsfortælling, der kredser om det, vi bærer med os – både i kufferten og i kroppen. Historien tager afsæt i Kias egen flugt fra Iran som tiårig, og mange år senere i Danmark tvinger det iranske kvindeoprør minderne frem.

Jeg havde troet, at romanen ville gå dybere ind i Irans historie og de store forandringer, landet har gennemgået. Meget af fortællingen bliver i stedet privat, som får vi adgang til en skriveproces, der har været vigtig for forfatteren selv – mere end alle detaljer nødvendigvis bliver vigtige for læseren. Det er en bog fuld af stærke historier og komplekse dynamikker, men jeg sad flere gange med en fornemmelse af, at den kunne have stået skarpere, hvis den var blevet strammere redigeret.

Kia skriver, at hun “gennemlever min tabte historie i en søgen efter at blive hel”, og netop den søgen præger romanen. Der er en tydelig afstand mellem fortælleren og den pige, hun engang var, og selvom det er forståeligt, gør det det også svært helt at mærke hende. Som læser bliver man ofte holdt lidt ude – man forstår, hvad der sker omkring hende, men ikke altid hvordan det påvirker hende som menneske.

Romanens styrke er skildringen af de relationer, der former et menneske: familien, slægten, de konflikter og tavsheder, der efterlader ar på identiteten. På den måde er Månen i min kuffert en fortælling om at forsøge at få hold på det, man har mistet, og om at forstå sig selv gennem sit ophav.

Det er en modig og personlig debut, der rummer både vold, flugt og kulturelle brud. Men jeg savner indimellem den litterære transformation, der kunne have givet stoffet mere dramatisk tyngde og gjort Kias rejse mere personlig og til en af de historier, man ikke kan lægge fra sig.

Roxana Kia, Månen i min kuffert, Gyldendal 400 sider, Gyldendal, august 2025