// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Alexandré Nsoni: Vilhelm Hermansen
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Alexandré Nsoni: Vilhelm Hermansen

Skrevet af den 5. december 2025 – 05:25Ingen kommentarer

Med Vilhelm Hermansen debuterer Alexandré Nsoni som romanforfatter efter sin anmelderroste digtsamling I Afrika fødes der ikke drenge – kun mænd. Det er en roman, der både i form og indhold bærer tydelige spor af den poetiske sensibilitet, han slog igennem med – og af den biografiske tyngde, der får læseren til konstant at spekulere over, hvor autofiktionen begynder og slutter.

Protagonisten, der har lagt sit gamle navn bag sig og taget det borgerlige Vilhelm Hermansen, forsøger at skabe en ny tilværelse i Danmark. Men fortiden slipper ham ikke. Som tidligere barnesoldat og overlever af seksuelle overgreb kæmper han med både stemmer fra fortiden og konkrete diagnoser, der gør det svært at forme den nye identitet, han længes efter. Romanen er båret af dialog – ikke kun mellem Vilhelm og hans relationer, men også i form af hans indre samtaler med de stemmer, der kommenterer, kritiserer og fastholder ham i det, han prøver at flygte fra.

Gennem dialogerne oplever man en tydelig dissonans mellem de indre stemmer og det reflekterende, litterære og afbalancerede ydre. Der ligger en særlig intensitet i disse dialoger, hvor Nsoni lader sproget blive et terapeutisk rum: et sted hvor Vilhelm forsøger at skrive sig fri af traumerne. Bogen er rig på litterære referencer, og det er tydeligt, at litteraturen for ham er både livline og spejl – en måde at forstå sig selv gennem andres ord.

Vilhelm Hermansen er en dragende roman, der pirrer nysgerrigheden fra første side. Ikke fordi den stræber efter plotdrevne cliffhangere, men fordi den insisterer på at komme helt tæt på et menneske, der desperat forsøger at samle sig selv. Det er en roman om identitetens porøsitet og om kampen for at blive et andet menneske end det, fortiden har bestemt.

Alexandré Nsoni, Vilhelm Hermansen, Vilakazi Publishing, 276 sider, august 2025

Der er lukket for kommentarer.