// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Peter Nyström og Peter Mohlin: Det sidste liv
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Peter Nyström og Peter Mohlin: Det sidste liv

Skrevet af den 10. august 2025 – 06:38Ingen kommentarer

Gæsteanmeldelse Anna Skyggebjerg

Jeg nævner ingen navne, så lad mig bare kalde den Murstenen, den bog jeg havde planlagt at læse i sommerferien. Den er god, men umanerligt finlitterær – så efter 500 sider (og ikke engang halvejs færdig) begyndte jeg at savne ægte sommerferielæsning: Den slags bøger, man pløjer sig igennem, og som gør regnvejrsdage til de bedste.

Jeg besluttede at læse en enkelt krimi – og derefter at gå tilbage til Murstenen. Bare en lille pause, tænkte jeg… Valget faldt på “Det sidste liv”, første bind af Mohlin & Nyströms serie om den tidligere FBI-agent John Adderly. Det gik der to døgn med. Så tog jeg hul på bind 2. En uge efter havde jeg læst alle fire bind i serien, og nu har jeg lidt mistet lysten til Murstenen. Jeg vil ikke ud af sommerstemningen.

John Adderly har arbejdet i New York som undercoveragent. Han infiltrerede et nigeriansk narkosyndikat, vidnede i retten mod lederne og er derfor kommet under FBIs vidnebeskyttelsesprogram for at have en chance for at overleve. Han får en helt ny identitet og vælger at starte forfra i Sverige, hvor han er vokset op og fortsat har familie. Det er ellers imod reglerne i vidnebeskyttelsesprogrammet at flytte til et sted, hvor man har familie. Det er alt for farligt. Og det er da især farligt, når ens familie blandt andet består af en mor, som ikke kan holde på hemmeligheder. Men Adderly er drevet af skyld og dårlig samvittighed, og så har vi balladen.

Han bliver ansat hos Politiet i Karlstad og kommer hurtigt i kontakt med bagsiden af det svenske samfund. Han kommer også i kontakt med forsiden af det svenske samfund, og det er nærmest en større udfordring. For man kan tage John Adderly ud af FBI, men ikke FBI ud af John Adderly: Han er hårdtpumpet og går ulasteligt klædt i specialsyet habit, så mødet med svenske kolleger med hængerøv i bukserne og sennepspletter på poloen er et kulturchok. Værre bliver det, da han bliver introduceret for stationens køkkentjans, der indebærer at fylde og tømme opvaskeren to gange dagligt og lige køre en fugtig klud hen over bordet. I en hel uge. John Adderly er rystet: “Har de ikke nogle mexicanere til det?”

John Adderly er fagligt uovertruffen. Især hvis man som læser er villig til at se bort fra lidt mord, lidt planten falske beviser og en lang række løgne. Det er jeg, for jeg hepper på helten med det svære liv: et liv i næsten konstant angst for at blive identificeret og fundet af kartellet; et liv med gamle traumer fra arbejdet i FBI, der bliver trigget, når situationer spidser til. Det er den kompleksitet, der gør John Adderly til den perfekte hovedperson. Bøgerne er velskrevne, tempoet er godt, plottene er interessante, der er ingen svælgen i vold, og persontegningerne er troværdige. Kort sagt. Man er godt underholdt.

Peter Nyström og Peter Mohlin, Det sidste liv, Den anden søster, Den tavse fugl, Den højre hånd, Peoples, Maj 2025.

Der er lukket for kommentarer.