// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Éric Chacour: Det jeg ved om dig
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Éric Chacour: Det jeg ved om dig

Skrevet af den 14. juli 2025 – 05:07Ingen kommentarer

Han har altid vidst, at det var hans skæbne og har ikke udfordret det.

”Livet ville begynde senere. Lige nu var ikke livet. Barndommen var ventetid, en henstand, en langsom forberedelsestid. Hvad forberedte du dig på? Eller snarere: Hvad forberedte man dig på?”.

1980’erne, Kairo. Familiens overhoved er død. Sønnen Éric lever op til, hvad der forventes af ham. Han er blevet læge som sin far, overtager nu både faderens klinik og rollen som familiens overhoved og har giftet sig med en ung kvinde, så de kan føre familien videre.

Men i ethvert menneske bor længslen.

Gennem sit frivillige arbejde på en klinik i et slumkvarter møder Éric et menneske. Og stille, men sikkert, udfordres Érics skæbne.

”Vandet siver lumsk ind i de rå mursten. Man bemærker fascineret den første dråbe, der på få sekunder laver en plet i leret, efterhånden som den bliver absorberet. Derefter følger en lidt større plet med samme hårfinhed. Byggematerialet fyldes med vand i en sådan grad, at det begynder at vise svaghedstegn. Hvor lang tid skal der gå, før hele bygningen kommer i fare?”.

Éric ender med at forlade Kairo og vender først tilbage 20 år senere. Men kan han forbindes til sit hjemland igen?

Det jeg ved om dig er en vidunderlig roman. Velskrevet, godt oversat og fuld af billedsprog, der gør romanen meget sanselig og stemningsfuld.

Læs blot dette:

”Det var blot en påmindelse om det, der adskilte jer, en grundlæggende forskel. Som vand og olie. Man kan ryste dem energisk og få indtryk af, at de bliver blandet, men de ender altid med at vende tilbage til hver sin plads, hvor den ene på ubodelig vis vil dominere over den anden”.

Romanens fortæller er en ukendt tredjeperson, der tiltaler romanens hovedperson Éric ”du” og beskriver det hele udefra. Først godt inde i romanen, finder vi ud af, hvem ”jeg” er.

Temaerne spænder over kultur, traditioner, klasseskel, kærlighed og familie, og er et indblik ind i en verden, de færreste af os kender.

Romanen er Éric Chacours debut og den udkom først i Canada i 2023 og er belønnet med flere priser. Det er en vidunderlig læseoplevelse og hurra for forlag, der får disse unikke læseoplevelser oversat og udgivet.

En kæmpe anbefaling herfra.

Éric Chacour, Det jeg ved om dig, Holgers Forlag, oversat af Mikael Arnbjerg, april 2024, 323 sider.

Der er lukket for kommentarer.