Som jeg skrev om debutromanen, Carnivora, så glædede jeg mig til at se, hvad Caroline Stadsbjergs næste roman ville bringe, og Moder Jords døtre, er alt andet end en skuffelse – tværtimod bekræfter den, at hendes debut ikke var et lykketræf. Stadsbjerg skriver med en nærmest hypnotisk kraft, der på få sider formår at etablere et dragende univers. Det er magisk realisme, når det er bedst – poetisk og politisk, jordbundet og fabulerende, og ikke mindst både hjerteskærende og tankevækkende.

Romanen handler om ellefolket – et mystisk og ældgammelt samfund, der lever i symbiose med naturen og i afstand til menneskene. De “indånder” hanner, hvilket vil sige, at de forfører dem og med samtykke tager deres liv. Det lyder brutalt, men i Stadsbjergs hænder bliver det en poetisk og kompleks handling, som ikke blot afspejler magt og begær, men også tradition, overlevelse og ømhed.

Fortællingen følger Silani, en del af ellefolket, som får sit verdensbillede udfordret, da hun møder menneskehunnen Ellen. Derfra opstår et stille opgør – ikke kun med den verden, Silani kommer fra, men også med forestillinger om kærlighed, køn, loyalitet og identitet. Det er en roman om at lytte til jorden, men også til sit eget begær og sin samvittighed.

Naturens rolle fylder meget i romanen, og nogle gange kan man tage sig selv i at skimme de smukke beskrivelser, fordi man er så opslugt af at finde ud af, hvad der sker med Silani. Men det er netop kombinationen af sproglig skønhed og en spændingsfyldt fortælling, der gør Moder Jords døtre til en ægte page turner.

Med paralleller til nutidens klimakrise, kønspolitiske samtaler og samfundsstrukturer måler Morder Jords døtre sig med anerkendte romaner i samme genre, som 11 procent (Maren Uthaug) og Rosarium (Charlotte Weitze). Moder Jords døtre er en fortryllende roman, som viser, at Stadsbjerg er en forfatter, man roligt kan sætte forventningerne højt til, og jeg ser endnu en gang frem til hendes næste værk.

Caroline Stadsbjerg, Moder Jords døtre, Ulven og Uglen, 280 sider, marts 2025