Lediggang og fabriksarbejde.

Isa bor i Aarhus, er 30 år, nyuddannet og jobsøgende. Og som jobsøgende er hun naturligvis tilmeldt jobcentret. Jeg er ansat i et jobcenter og var derfor særligt spændt på at læse de afsnit, der beskriver Isas oplevelse af at være ledig, jobsøgende og i kontakt med jobcentret. Der er samtaler med jobkonsulenter, opdatering af CV og deltagelse i kurser. Det virker ret autentisk og det skulle undre mig, om forfatteren ikke selv har oplevet det. Der er nemlig tekster i bogen med jobcentret som afsender, der sagtens kan være tekster, forfatteren selv har modtaget på jobnet.

Isa gør alt det rigtige, men finder ikke arbejde. Det er svært at finde arbejde indenfor hendes felt, hvor freelancere kæmper om opgaverne. Tiden går. Hun mangler de faste rammer i hverdagen.

En dag ændrer hun søgekriterierne, tilføjer “udlandet” og fjerner “akademisk arbejde”. Nye resultater dukker op. Hun stopper med at scrolle, da hun når til et jobopslag fra Nordfalk Salatfabrik A/S i Sverige.

Og så går turen til Sverige, hvor hun får et værelse på et hotel. Der er dog noget foruroligende ved det hotel. Der lugter af stegte dyr gennem ventilationsskakten. På salatfabrikken går dagene som et kredsløb uden afbrydelser. De faste rammer, hun savnede som ledig, får hun nu. Hun havde troet, det ville hjælpe hende til at være kreativ, til at kunne skrive. Men de faste rammer gør hende hverken kreativ eller produktiv.

Salatfabrikken er fyldt med maskiner, der producerer færdige salater til frokostordninger. Maskiner kræver strøm, men ikke løn. Hun gør sig en del overvejelser om forskellen på mennesker og maskiner. “Hun ville føle sig som ét stort fælles sanseorgan…” med salatmaskinen.

Jeg nød at læse romanen. Både den del der handlede om dagpengelimboet mellem uddannelse og fast arbejde (må være stressende og opslidende at være jobsøgende i længere tid), og den del der beskriver jobbet på salatfabrikken (ret interessant at få et indblik i, hvordan mad fremstilles).

Jeg er dog ikke sikker på, om jeg har fanget det hele. Jeg tror, Isa føler sig forbundet med naturen og med dyr. Og jeg tror det begynder at rable for hende på fabrikken, måske fordi hun er ensom? Da det bliver jul, vælger hun at blive i Sverige i stedet for at rejse hjem til familien. Der må være noget der, er den manglende tilknytning til familien svaret på, hvorfor det ikke helt spiller for Isa? Og selvom jeg nød at læse bogen, som havde min interesse undervejs, er det ikke en bog, der lever videre i mig længe efter.

Salat henvender sig til læsere, der er interesserede i de eksistentielle udfordringer, der følger med moderne arbejdsliv og læsere af moderne samfundsorienterede romaner med fokus på det enkeltes menneskes søgen efter mening.

Mau Lindow Tarnbensen, Salat, Arkiv for detaljer, Januar 2025, 203 sider