Carin Hjulström: Bare et lille mord
Engang var hun en stor stjerne.
Smuk, feteret og i den ene hovedrolle efter den anden. Nu er hun stukket af. Langt ud på landet på en slidt planteskole, der er ejet af hendes nevø, der ikke er den hurtigste knallert på havnen.
Siri Ehrensvärd har fået knust sit hjerte, også meget mere end hun havde forestillet sig kunne ske. Hun er færdig med teater, roller og forsider og ønsker sig bare lidt fred og ro og et enkelt glas vin engang imellem – eller to.
Hun har ikke meget familie og nevøen, der efterhånden er en ung mand, har på mere eller mindre fornuftig vis erhvervet sig en nedlagt planteskole. Og sådan opstår drømmen om at skabe noget sammen. Se noget gro og bare arbejde for sin egen skyld og ikke for uduelige chefer.
Ikke langt fra planteskolen ligger Thoresta Slot. Her kæmper de for at overleve ved at lave arrangementer for turister og helst de kinesiske. Men slottets historie præges af ufred og uvenskaber blandt andet på grund af deres tilgang til arrangerede jagter med opdrættede dyr. Så da den lokale jagttilssynsmand findes død på en mark, er det ikke alle der tror på, at der er sket en ulykke, og slet ikke den lokale politimand Olle, der begynder at efterforske sagen.
Pludselig er det ikke længere rent idyl derude på landet. Siri bliver blandet ind i efterforskningen og inden længe står hendes fortid også og banker på. Og snart er hele lokalsamfundet blandet ind i landsbysladder og gamle familiehemmeligheder.
Jeg er meget begejstret for ”Bare et lille mord”, der er første del i en serie om Säbyholms grønne fingre, som planteskolen bliver døbt. Og selvom dødsfaldet bliver opklaret, er der en del flere tråde vi skal have styr på, så næste bog i rækken er meget velkommen.
Carin Hjulström er forfatter, journalist og tv-vært. Hun skriver ret bredt, men har fået stor succes med denne bog i hygge-krimi-genren.
Carin Hjulstöm, Bare et lille mord, på dansk ved Claus Lund Rosenkilde, Forlaget Palatium Books, 412 sider, 2024