Søren Hemmingsen & Michael Jacobsen: Tag det som en viking
Titlen på denne bog kunne godt indikere, at den henvender sig til en læserskare af forholdsvis hårde individer med rod i det dybe, danske, historiske muld. Undertitlen hjælper lidt med at sænke testosteron-niveauet: ”Odins råd til det moderne menneske”. Nu ligner det noget lidt mere interessant for en mand, der efterhånden har en del år imellem nutiden og hans bad ass-dage.
Og hvad er denne bog så for en størrelse? Tjah, for det første er den meget kort. Men det er fint. Hvis budskabet blot er godt og klart, så betyder længden af en bog ikke så meget. Og budskaber er her nok af. Vi bliver nemlig netop præsenteret for en række gode råd fra Odin selv – taget direkte fra det oldnordiske digt ”Den Højes Tale” – som både bliver sat i samtidigt perspektiv og fortolket til brug i nutiden.
Jeg er faktisk ganske imponeret over denne ganske enkle og meget effektive måde at sætte historien op på. Den går rent ind hos mig, fordi jeg både lærer noget, jeg ikke vidste om vikingerne og deres liv, og fordi jeg får hjælp til at omsætte denne læring til nutidens hverdag i Danmark. Jeg kan lide det.
Lad mig give et eksempel fra bogen. Strofe 38 fra ”Den Højes Tale” lyder således: Vig aldrig fra dine våben, ikke et eneste skridt, for på sin vej ved man aldrig, hvornår sværdet skal svinges. Det bliver så fortolket til, at vi i dag lever i en verden med mange mennesker, der ikke alle tænker eller vil det samme, som vi selv, og derfor skal vi være klar til at kæmpe for vores værdier. Det er forklaret lidt længere og dybere, men jeg synes, fortællemåden er smart og bogen er ret godt sat op.
Fremfor alt giver det os en relativt lige snor tilbage til vores forfædre, og det er aldrig skidt at føle sig lidt forbundet med sin fortid. Både så vi kan lære af den, og så vi kan forstå og respektere den. Det gjorde jeg nu i forvejen, men bogen her har ikke givet den følelse nogen ridser i lakken – overhovedet. Og det er jeg glad for. Prøv den selv. Jeg tror, du vil kunne lide den.
Søren Hemmingsen & Michael Jacobsen: ”Tag det som en viking”, Forlaget Hoi, 115 sider, udkom november, 2024
Læs også:
Sarah Croix: Den sidste viking