// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jan Guillou: Notater fra aftensangen
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Jan Guillou: Notater fra aftensangen

Skrevet af den 20. december 2024 – 05:18Ingen kommentarer

Vi er kommet til tredje selvstændige bog i serien om Carl Hamilton og Erik Ponti, som man jo især kender fra Guillous helt forrygende serie om Coq Rouge, den svenske efterretningstjenestes hemmelige våben i kampen mod ydre og indre fjender.

Nu er de to herrer godt oppe i årene, og journalistveteranen Ponti, som helt tydeligt er Guillous alter ego, arbejder på en historisk tv-serie om den svenske flådes største sejr mod Rusland. Hamilton har en deltidsstilling som underviser på Søværnets specialuddannelse. Men gamle og bedagede er de bestemt ikke, for de er klar til at tage kampen op mod uretfærdigheden i samfundet.

Handlingen tager fart, da der begynder at dukke døde rotter op ved entredøren hos Ponti. Hamilton ved fra sit efterretningsarbejde, at dette kan være en slet skjult trussel fra højreradikale kræfter. Det viser sig at holde stik. Truslen fra det ekstremistiske miljø konkretiseres ved overfald på bl.a. kvindelige journalister – med dødelig udgang.

Hamilton sætter derfor et effektivt beskyttelsesapparat op omkring Ponti, men indsatsen stopper ikke her. De svenske terrorister skal bekæmpes med alle midler, og de to venner må selv sætte ind. For Sveriges politi og medier er forblændet af teori om, at det er muslimske banditter, der udfører de afskyelige overfald.

Stilen i ’Notater fra aftensangen’ er velkendt. Ponti udøser sin harme over verdens og Sveriges udvikling. Og der er virkelig meget galt, såvel med højredrejningen i samfundet, Me Too, den ukritiske og naive journaliststand, moderne litteratur etc. Det er herligt underholdende, og som sidegevinst får læseren udførlig indsigt i nogle dramatiske år i svensk historie, da nationens flåde stødte sammen med Ruslands ditto.

Jan Guillou; Notater fra aftensangen. Modtryk. 326 sider, oversat af Jakob Levinsen. November 2024

Der er lukket for kommentarer.