Joanna Bolouri: Bootcamp for ulykkelige singler
En uge med ulykkelige singler! Kan man forestille sig noget værre? Nora kan ikke – godt nok er hun selv single, men hun har det helt fint uden en partner. Hun har lejlighed, en sød datter, venner og en lidt afdanket café. Hun har slet ikke brug for at ændre på noget som helst.
Hendes søster og veninde tænker dog, at der godt kunne ruskes lidt op i Nora og hvorfor skulle hun ikke kunne finde kærligheden? De får via nogle kontakter arrangeret, at hun skal deltage i en bootcamp på et slot i smukke omgivelser i det skotske højland. Her er god mad, flot udsigt, vildmarksbad og bløde badekåber og Nora kan, når alt kommer til alt, godt bruge lidt luksustid.
På campen møder hun Will. Han er heller ikke en ægte deltager, han er nemlig journalist, der skal skrive om opholdet uden, at de andre må finde ud af det. Men de to deltagere finder hinanden i et fællesskab, der mest går ud på at trække lidt på smilebåndet af de andre meget seriøse deltagere.
Men de daglige workshops, meditationer, forkælelse, tid til tanker får alligevel sat gang i en form for udvikling og selvindsigt og hvorfor har Nora egentlig gået og været så bange for forandringer?
Hun indleder en kort og heftig affære med Will, men får fornemmelsen af at noget ikke helt er som det skal være. Er hun endnu engang udsat for løgn og svigt?
Men pyt, det skal jo kun være helt uforpligtende, for hun er slet ikke interesseret i ham.
Hjemme igen kører tankerne alligevel rundt og trangen til ændre på noget viser sig og måske er der alligevel plads til forandring og udvikling og kærlighed i Noras liv.
Umiddelbart tænker man som læser, at man skal i gang med en lidt fjollet og overromantisk fortælling. Men med et solidt strejf af humor er det alligevel en bog, der sætter tankerne i gang og er man egentlig selv åben for de forandringer og muligheder der nogle gange bare skal gribes?
Det er en god bog med varme, humor og selvfølgelig godt med romantik. Perfekt for os der elsker Sophie Kinsellas og Marian Keyes-bøger.
Joanna Bolouri, Bootcamp for ulykkelige singler, Palatium Books, 300 sider, 2024