// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Amy Neff: De dage jeg elskede dig højest
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Amy Neff: De dage jeg elskede dig højest

Skrevet af den 2. november 2024 – 05:30Ingen kommentarer

Evelyn og Joseph har levet hele deres liv sammen. De er vokset op sammen som børn, blev kærester som unge og har nu levet et helt liv sammen. De har fået børn og børnebørn, der er oldebørn på vej, og de har i det hele taget været igennem alt sammen i livet – de største glæder og de største sorger. Og derfor kan de heller ikke forestille sig en tilværelse uden hinanden.

Så da Evelyn bliver syg og hendes liv, som de kender det, får en ukendt udløbsdato, beslutter de, at de vil forlade livet sammen på et fastsat tidspunkt. De vil ikke overlade det sidste kapitel i deres liv til tilfældighederne.

Hvor storladent og romantisk det end lyder, falder det ikke i god jord hos deres børn, som ikke forstår, at de ikke har andet at leve for end hinanden. Så hvor Joseph og Evelyn fortæller det i håbet om, at de kan få det bedste ud af den sidste tid sammen med deres familie, bliver det i første omgang i stedet en tid med splittelse og sorg, for børnene forstår ikke deres valg.

Vi tages igennem en tætskrevet og følelsesladet tour de force gennem hele Joseph og Evelyns liv. Både tid, sted og synsvinkler skifter fra kapitel til kapitel – et effektivt greb, der sikrer fremdrift, og langsomt, men sikkert bygger karaktererne op og byder læseren indenfor i et helt livs oplevelser og følelser og giver os en forståelse af, hvem de er og hvad de er rundet af.

Og det er virkelig de helt store følelser, der driver ned af siderne. Der spilles på alle klicheer i formuleringerne i et omfang, så du skal være til romantik til forret, klicheer til hovedret og superlativer dessert for at kunne fordøje denne sødsuppe.

Det er samtidig en fin historie om livslang kærlighed, om at holde ved, når det bliver svært og om at have delt et helt liv sammen, som står i skarp kontrast til nutidens fart.

Romanen er til dig, der elsker en All American Love Story.

Amy Neff: De dage jeg elskede dig højest, Lindhardt og Ringhof, oversat af Louise Urth Olsen, september 2024, 335 sider.

Der er lukket for kommentarer.