Liv Duvå: Ned fra himlen
Romaner om Velfærdsdanmark er efterhånden en genre i sig selv, men i sin seneste roman, Ned fra Himlen, formår Liv Duvå at tilføje noget nyt og forfriskende til skildringen af skæbner i det danske samfund. Gennem en kompleks fortælling, hvor flere personers liv og forskellige handlingsforløb flettes sammen, tilbyder romanen et indsigtsfuldt og nuanceret blik på nogle af de mennesker, der falder lidt uden for samfundets normer.
Romanen handler om mere end Marias impulsive flugt fra sin lille datters far. Duvå dykker ned i menneskene omkring Maria og undersøger deres visioner, fortid og handlinger. Det er en historie, der på én gang er dybt personlig og bredt social, og som formår at gribe fat i de strukturer og relationer, der præger vores liv. Romanen handlingsforløb suppleres med poetiske afbræk, der beskriver de højhuse, hvor Maria er vokset op og moren stadig bor, som skal rives ned på grund af gift i betonen. Disse passager tilføjer en næsten lyrisk kvalitet til bogen, der kontrasterer skildringerne af hverdagsliv og sociale udfordringer.
Ned fra Himlen er en roman om familie og relationer, om social arv og om de konsekvenser, det usagte kan have. Duvå er ikke interesseret i at få læseren til at have ondt af hovedkaraktererne, men hun tilbyder i stedet et både kritisk og sympatisk blik på, hvor hurtigt vi – og ikke mindst systemet – placerer mennesker i kasser. Romanen skildrer, hvor svært det kan være at gennemskue og forstå det etablerede system, som ofte virker utilgængeligt for dem, det burde hjælpe.
Noget af det særlige ved romanen er, at den føles som om, læseren er dumpet ned i en virkelighed, som man trækkes ud af igen efter sidste side. Der er mange ting, der ikke bliver afklaret, hvilket kan være frustrerende, men samtidig er det også et stærkt litterært greb, der gør fortællingen mere virkelighedstro. I livet får vi sjældent alle svarene serveret, og Duvå afspejler dette i sin fortælling. Derudover er der ikke skruet lige så meget op for dramatikken, som lignede romaner, har tendens til, om end den stadig er svær at lægge fra sig.
Ned fra Himlen kombinerer poetisk sprog med en skarp socialrealistisk observation. Den er både en realistisk, ærlig og kærlig skildring af eksistenser, der kan findes i og omkring de højhuse, som er blevet revet ned ved Brøndby Strand mellem 2021 og 2023. Liv Duvå har med denne bog skabt en vedkommende roman, der fortjener opmærksomhed for sin originale måde at skildre det moderne velfærdssamfund på.
Liv Duvå: Ned fra himlen, Gads Forlag, 400l sider, august 2024