// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Ida Maria Forster: Syrener og støv
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Ida Maria Forster: Syrener og støv

Skrevet af den 28. august 2024 – 05:22Ingen kommentarer

To venner, en spirende kærlighed og to verdener, der pludselig er meget forskellige. Hvordan bevarer man nærheden i sådan en relation? Kan man det?

Det udforsker Ida Maria Forster i sin debutroman, der handler om to venner, der går fra at have en fælles hverdag tæt på hinanden til at skulle kommunikere på skrift fra to vidt forskellige verdener – et studiemiljø i Aalborg og en krigszone i Aalborg.

Forlaget skriver:

Syrener og støv er en roman om ung, uforløst kærlighed i 00’ernes Aalborg. Om en ung kvindes kamp for at finde sig selv som ungt menneske og kvinde. Og om en ung soldat, vi sendte til Irak, og som havde svært ved at finde hjem igen.

Det er et spændende og vedkommende tema, men jeg oplever ikke, at det folder sig ægte ud. Deres korrespondance keder mig lidt og alle de dybe og eksistentielle temaer, der kunne komme ud af sådan en brevveksling kommer aldrig helt. En tredjedel inde i bogen kører vi stadig i “jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive til én i krig” eller “kan jeg tillade mig at skrive om vejret til en i krig?”.

Jeg forstår heller ikke forfatterens valg med hendes konstante rettelser af hans stavefejl i hans mails. Er det for at understrege forskellen på de to? Deres sted i livet, hende på uni, ham i krig? Jeg ved det ikke, men det er et element, der forstyrrede læsningen for mig.

Der er samtidig en del skift i opbygningen og fortællevinklen. Nogle gange fortæller hun læseren, hvad hun skriver “jeg har skrevet til dig, at…”. Eller gengiver noget, der er skrevet i et brev, som vi ikke har set. Andre gange læser vi brevene direkte mellem afsender og modtager. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg synes, det fungerer med de skift.

Til gengæld er sporet om hende, der udvikler sig og forsøger at finde sig til rette i universitetsmiljøet spændende og rørende. Åh, husker vi ikke alle, når nogen på studiet sad og talte klogt om noget, som man burde kende, men ikke anede hvad var? Som den første i familien på universitetet er hun udfordret, fordi hun ikke er vokset op med ”Bårdjø”.

Det er også rørende at at læse om hendes efterrationaliseringer af hans breve. Hvad mener han med det og det, og hvad betyder det, når han skriver sådan og sådan. Eller “gad vide, hvad du tænker når du tænker på mig”. Noget som ethvert ungt menneske kan spejle sig i – uanset hvor man befinder sig.

Fin debut fra Ida Maria Forster.

Ida Maria Forster, Syrener og støv, Grønningen1, maj 2024, 234 sider.

Der er lukket for kommentarer.