Mine, dine, vores, bonus, egne. Etiketterne på at have børn er efterhånden blevet mange. Familier er ikke længere blot kernefamilie med far, mor og børn, nej familier er det og dertil alt muligt midtimellem og lagt til. Det er udfordrende at være familie, det er udfordrende at være forældre, men det er også udfordrende at være barn, for hvordan hænger jeg egentligt sammen med de mennesker, som jeg bor sammen med? Er blodet tykkere end vand?

Trude Marstein har skrevet en meget fin kammerspilsroman om netop dette. Hvordan hænger børn og forældre sammen, og hvad sker der, når man forsøger at samle dine, mine, vores, bonus og egne børn i et sommerhus sammen med sin nye mand, ens eksmand og dennes nye kæreste? Mor Anja har en (måske lettere naiv) forventning om, at denne arbejdsweekend i sommerhuset i Sverige skal blive fyldt med gode hyggelige stunder sammen med de mennesker, hun holder allermest af. Men da alle er kommet under samme tag, er der noget, som murrer under overfladen. Hvorfor vidste mor Anja bl.a. ikke, at hendes ældste datter havde fået kæreste, og at de to også er kommet til sommerhuset? Og undervejs finder Anja ud af andre ting, som hun som mor ikke er blevet indviet i, men hvor børnene er gået til fars nye kæreste for at læsse af. Dette gør, at Anja begynder at se på sig selv med nye øjne, hvem er hun, hvis hun ikke er mor og fortrolig med sine egne børn?

Romanen er let at gå til, men lad dig ikke narre, frustration, ængstelse, afmagt og kærlighed driver ud af hver side. Det gør ondt at læse, hvordan Anjas egne børn vender hende ryggen, men på den anden side så har Anja også et væsen, som er meget irriterende, hun er enormt selvgod og selvretfærdig. Som weekenden i sommerhuset skrider frem, bliver Anjas forhistorie skrevet frem, hvor vi får et indblik i, hvordan valg af kæreste, angst for ensom, ønsket om at gøre karriere spærrer ben for det liv, som burde blive levet her og nu med de mennesker, man er omgivet af. Vi får et indblik i, hvordan skilsmisser kan have stor indvirkning på, hvordan ens egne børn ser på en som forældre. Hvordan man som forældre kan komme til at skuffe og opleve, at andre voksne har fået tildelt den rolle og identitet, som, du mente, var forbeholdt dig, da du var den biologisk mor.

Bogen er yderst relevant i en tid, hvor vi har meget fokus på mistrivsel blandt børn og unge, og hvor skilsmisseraten desværre har det med at gå i den forkerte retning. Det er en barsk bog om ambitioner, skuffelser, braste drømme, børn og forældre, men samtidig også en hyldest til kærligheden og relationerne.

Trude Marstein, Egne børn, oversat af Karen Fastrup, Gyldendal, 2024, 328 sider.