Sang for brummere – det er simpelthen en skøn titel Julie Sten-Knudsen har valgt til sin essaysamling. Ordene indrammer lige præcis, hvad hendes samling går ud på, netop at sige det, hun har på hjertet med den stemme, som hun nu har. Samlingen består af 9 meget forskellige essays både i emne og længde, men alle rummer de en længsel efter at høre til et sted, at finde sit ståsted, at finde sin platform, hvor man kan få lov til at ’synge’ ud fra.

Samlingen begynder med et langt åbent brev til en tidligere behandler, og dermed taler hun lige præcis ind i en tid, hvor diagnoser, mistrivsel og psykiske lidelser fylder meget i den offentlige debat. Vi får en meget rørende beskrivelse af, hvordan det er at være syg, hvad det kræver af den syge, men også den syges omgivelser. Det er hård kost for alle involverede, og det er hjerteskærende at læse, hvordan man som syg, kan kostes rundt i et system af meget forskellige behandlere, hvor det kan være svært at finde den behandling, som virker for en selv, for hvad skal man tro på?

Alle essays rummer denne trang til at forandring med målet om at finde sin kerne. ”Jeg har iværksat noget der begynder at ligne et træningsprogram med det formål at overvinde mig selv fysisk og psykisk. Alt muligt jeg ikke kan, vil jeg kunne. Alt muligt jeg ikke tør, vil jeg turde. Jeg vinterbader. Jeg går til Sang for brummere. Jeg melder mig til tennis.” Det er så befriende nogle ord, for hvor kæmper vi mennesker med at finde den rette hylde, finde vores space, dér hvor vi kan høre til.

Og hun melder sig til tennis, og vi får fortællingen om, hvordan man kan blive helt besat af noget, også selvom man ikke er god til det, hvordan mange, inklusive træneren, forsøger at få hende til at stoppe. Vi får essayet om, hvordan hun, da hun er syg ligger og binger Løvens hule, og det bevirker, at hun slår op med de sociale medier.

Vi er med, da flytningen går til Berlin, hvor der fyres med kul, og pengene er så små, at der ikke er nok til et ordentligt måltid mad. På den hårde måde finder hun ud af, hvad kål kan bruges til, og hvad det absolut ikke kan bruges til.

Det er en vigtig, og godt skrevet essaysamling Julie Sten-Knudsen har begået. Hun spidder samfundet og dets normer, samtidig med at hun godt ved, at hun er del deraf, – men hun får lov til at brumme lidt! Sang for brummere får mine varmeste anbefalinger, og var du ung i slut 90’erne og start 00’erne, så kan du helt sikkert også nikke genkendende til det tidsbillede, der tegnes.

Julie Sten-Knudsen, Sang for brummere, Gutkind, 2024, 203 sider.