Sif og Mette Bærbach Bas: Rumlebum – et juleventyr
Den søde juletid nærmer sig og med den også de gode julebøger.
En hyggelig tradition hos mange børnefamilier er at læse kalenderhistorier, så man hver dag i december får et nyt kapitel. Et godt bud på årets kalenderhistorie er historien om Rumlebum.
Rumlebum er en lille nisse, der bor hos en børnefamilie, der er flyttet på landet. Han vil egentlig helst passe sig selv, sidde lidt lunt og godt og få serveret en skålfuld grød engang i mellem, men han er også lidt nysgerrig og kan jo egentlig også godt lide at drille lidt.
Børnene i huset har et stort ønske – en hundehvalp. Men Rumlebum er ikke så begejstret for den idé og forsøger at få dem på andre tanker. Men der kommer en hund i huset og så glemmer børnene alt om nissen og det ved alle jo er en meget dårlig idé. Nu må Rumlebum vise hvilke konsekvenser det kan have.
Heldigvis ender alt godt og julefreden kan sænke sig over Rumlebums hus.
Det er en rigtig sød historie, der er skrevet af 9-årige Sif. Hun har fundet på historien sammen med sin mor og de har tidligere delt den søde fortælling på Facebook hver dag i december. Historien har nogle sjove detaljer og gode miljøbeskrivelser. Og fortællingen kan give god anledning til snak om venskaber og måske også lidt om drillerier.
Nu er de samlet i en fin bog med 24 kapitler og med flotte tegninger til.
Rumlebum handler om søde drillerier, venskaber og om hvor vigtig det er at skabe den allerbedste julestemning.
Sif og Mette Bas, Rumlebum – et juleeventyr, 110 sider, 2023