Slagtehestene i den engelske efterretningstjeneste er de agenter, der virkelig har kvajet sig. De kan have talt over sig med alvorlige konsekvenser, være kommet for sent til terrorangreb, som de burde have forudset, måske har de kigget for dybt i flasken. Ens for dem alle, er at de er kørt helt og aldeles ud på et sidespor. De er havnet i Slough House, der på ingen måde tiltrækker eller ønsker sig opmærksomhed: ”Bygningen er en rådden tand i en skrantende mund. Det er stedet, hvor ingenting sker. Her er ikke noget at se. Gå videre”.

I Slough House hersker Jackson Lamb over de agenter, der drømmer om at blive taget til nåde og komme tilbage til tjenesten. Lamb er, som Slough House, heller ikke en man ønsker at lære nærmere at kende. Han drikker, er tænderskærende sarkastisk, prutter konstant og har huller i sokkerne. Sådan kender vi scenen fra de foregående fem bind, og her i bind seks skal vi til Wales sammen med nogle af agenterne. Et par af dem er på eget initiativ taget afsted for at lede efter en forsvunden teenagedreng, for noget skal de jo tage sig til.

Drengen er søn af en af de tidligere slagteheste, og det viser sig, at han gemmer sig. Han har opdaget hemmeligheder blandt meget magtfulde mænd. Der er blevet drukket intenst og en ung kvinde er blevet voldsomt krænket. Den slags skal forblive i de tusmørke lokaler blandt velduftende Chesterfield-læder møbler. Men ak, katten er ude af sækken.

I den rigtige efterretningstjenestes hovedkvarter er Diana Taverner netop udnævnt til chef. Hun har også sit at kæmpe med, og udfordringerne bliver ikke mindre, da en gammel bekendt søger hjælp. Han har erfaring med international våbenhandel, og det er et højtstående medlem af kongehuset viklet ind i. Så der er noget på spil, og gæt selv om der mon ikke skulle være nogle tråde, der knytter de forskellige handlinger sammen.

Herron formår endnu en gang at levere en underholdende spionthriller og en bidende satire over livet i de politiske magtcirkler. Det er tydeligt, at han holder af sine aparte personer, selv om han gang på gang ofrer nogle af dem. Således også i ”Spionernes himmel”! Og endelig så kan han noget helt særligt sprogligt. Han træder flere gange et skridt tilbage, kigger væk fra handlingen og skaber poetiske og stærke billeder, som fx i bogens allerførste linjer, hvor London kaldes til live med disse ord: ”Storbyer sover med lyset tændt, som om de var bange for mørket. Op og ned ad gaderne, sammenklumpet med lyskrydsene, laver gadelygterne blomsterkranse af natten, mens de oplyser fortove og skjuler stjernerne”.

Mick Herron: ”Spionernes himmel”. Forlaget Olga, 412 sider. Oversat af Allan Hilton Andersen, august 2023