// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Max Seeck: De efterladtes ø
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Max Seeck: De efterladtes ø

Skrevet af den 4. februar 2024 – 06:08Ingen kommentarer

Vi kender efterforskeren Jessica Niemi fra tre bøger af Max Seeck, der betegnes som en af Finlands førende krimiforfattere. De foregående bøger i serien har ligget på internationale bestsellerlister, og de er underholdende og velskrevne med skarpe plots. Men bind fire lever ikke op til det høje niveau.

Hovedpersonen, efterforskeren Jessica Niemi, bøvler stadig med psykisk ustabilitet, og det er omdrejningspunkt for fortællingens start, Vi skal gennem cirka en tredjedel af bogen, før der rigtig sker noget ud over karakterstudiet af Jessica.

Jessica er beordret på betalt orlov og rejst til en søvnig, lille ø i den ålandske skærgård for at komme til hægterne. Men her sker der mystiske ting, blandt andet fordi, der tilsyneladende er en genganger. Der er en lille pige, som kan ses om natten på en bådebro iført sin blå jakke. Her står hun og spejder ud over vandet, som om hun venter på nogen. Hun boede på et nu nedlagt børnehjem, før hun pludselig en dag forsvandt.

En nat bliver der fundet en afdød person ved bådebroen, hvor den lille pige er set. Jessica kaster sig ind i opklaringen på trods af sin orlov, og der dukker flere dødsfald op. Hver af dem har tilsyneladende en forbindelse til pigen og til børnehjemmet.

Forhistorien om plejehjemmet er tragisk. Her boede de forældreløse børn efter 2. verdenskrig indtil der kom familier, som ville tage dem til sig, men pigen i den blå jakke kom ingen steder. Så mon der er nogen, som vil hævne sig på børnenes vegne? Eller er der vitterligt en lille pige, der har spillet sine omgivelser et puds? Det skal ikke afsløres her, men sløret løftes hen mod bogens slutning, hvor bliver skruet gevaldigt op for tempo og intensitet. Men tilløbet er for langt.

Max Seeck: De efterladtes ø. Gutkind, 374 sider. Oversat af Siri Nordborg Møller. November 2023.

Der er lukket for kommentarer.