Roy Jacobsen: De uværdige
”Intet er mere tomt end en skolegård uden børn. Intet er grimmere end nådesløse minder.”
De skræmmende ord er at læse i Roy Jacobsen nådesløse og varme roman om livet under besættelsen i et fattigt norsk arbejderkvarter. Vi følger teenagedrengen Carl og hans kammerater, som desperat forsøger at få en hverdag til at hænge sammen i en tid, som fra det ene øjeblik til det andet ændrer sig. Fra at være fri som fuglen, er de nu besatte, noget det norske folk absolut ikke brød sig om at være. Pludselig er den rolige barndom og opvækst præget af mangel på mad, tøj og andre fornødenheder, og oven i den ligning skal vi så lægge krig, uro, dødsfald, og den kendsgerning at de unge mennesker oplever, at deres forældre fra den ene dag til den anden bare forsvinder. Pludselig står de tilbage i en lille lejlighed kun med sig selv og mindre søskende.
Drengene begynder at gå på rov i efterladte huse, hvor de blandt andet finder kunstgenstande, som de forsøger at sælge på det sorte marked. Men hvem kan man stole på, hvem er ven, og hvem er fjende? Og hvor sikkert er det at stjæle fra disse huse, hvad nu hvis de bliver opdaget? De får arbejde på fabrikker og snuser lidt til modstandskampen og dens hemmelighedsklammeri, – og hvad var egentlig årsagen til at forældre pludselig er væk?!
På en hjerteskærende måde, netop fordi vi får tiden beskrevet fra barnets perspektiv, får vi et indblik i barnets forsøg på overlevelse. Vi hører om en desperat tid, hvor unge drenge og piger pludselig må tage et meget større ansvar på sig, end hvad der ellers forventes at teenagere. De uværdige er derfor både en roman om besættelsen, men den er også en coming of age roman, som så fint beskriver de første forelskelser, og hvad et begær og utæmmede følelser kan bringe mennesker til at gøre, og det er i dette spændfelt romanen gør sig bedst.
De uværdige er en god roman, men forfatteren er umådelig ordrig, og teksten kan desværre godt føles lidt tung at læse, jeg havde i hvert fald svært ved at blive holdt til ilden.
Roy Jacobsen har efterhånden et stort forfatterskab bag sig, og vi har tidligere anmeldt nogle af hans bøger, de kan findes her.
Roy Jacobsen, De uværdige, oversat af Ellen Boen, Lindhardt og Ringhof, 2023, 410 sider.