Hvad er det, som gør, at vi går i gang med at læse en given bog?

Nogle gange er det en anbefaling fra en ven. Nogle gange er det den enorme hipe om en given bog. Andre gange er det selve bogens titel, som vækker noget i os, som gør os nysgerrige, hvor vi drages mod den, og bare skal finde ud af, hvad den titel rummer.

Således havde jeg det med Rune Christiansens titel, Affæren med den tabte tids luner. Og efter endt læsning er jeg ikke sikker på, at jeg helt har fået hold på alle de tanker, den titel sætter i gang, men det gør ikke noget, for det er jo netop det, gode bøger kan, nemlig få os til at tænke med.

Der er noget om en affære, en tabt tid, og noget som er lunefuldt. Alle aspekter, som ligger meget tæt op ad krimigenrens ramme, og nok er denne bog ikke plotdrevet eller særlig krimipræget, men den rummer alligevel et forsøg på at finde ud af, hvem man er som menneske. Hvorfor man er endt, som er. Hvad det er for en længsel, man har. Og alt i alt er det jo næsten en krimi værdig.

Norma er midt i trediverne. Hun er mor og ligger i skilsmisse fra barnets far. Hun er skuespiller og har for måneder siden mistet sin mor. Hun står med andre ord i et vadested, hvilken retning skal hun tage? Livet har vist sig ikke bare at være, som en af de mange roller, hun spiller på teatret. I sit eget liv kan hun ikke bare vaske sminken af, nej der står hun helt nøgen og afklædt, – og hvem er Norma egentligt?

Hun tager derfor ud til sin far Torsten, som har bosat sig på en ø, for at finde svar. I Norma ligger der en længsel efter noget. Noget hun ikke helt ved, hvad er, men hun ved, det ligger der. Der er noget uforløst i hendes liv. Ude på øen i et virvar af mærkværdige, næsten surrealistiske begivenheder og møder med øboerne, kommer hun tættere på sin far. Hun kommer tættere på sig selv, og en velbevaret hemmelighed ser dagens lys.

Affæren med den tabte tids luner skal læses langsomt for sætningerne er mætningstunge. Bogen fortæller på flotteste vis, hvordan vi mennesker ikke er små øer, som ligger afgrænset fra hinanden, men at vi som mennesker er forankrede hos hinanden, om vi vil det eller ej. En fin bog om at finde sig selv, blive selvstændig og finde ud af, hvordan man kan leve med den frihed, som et hvert mennesker også har, uden at det betyder, at man skal brænde alle broer.

Rune Christiansen; Affæren med den tabte tids luner; oversat af Christel Pedersen; Forlaget Etcetera; 2023; 223 sider.