// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Anne Mette Kirk: Dobbeltfejl
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Anne Mette Kirk: Dobbeltfejl

Skrevet af den 15. juni 2023 – 06:31Ingen kommentarer

Anne Mette Kirk er tilbage i topform som vi kender det fra hendes første udgivelse Knust.

Hun blev inspireret til denne nye romans tema, da hun overhørte en samtale mellem nogle voksne, der fortalte om en stor konflikt på deres børns skole. En konflikt der indebar, at et barn blev smidt ud af skolen på grund af et overgreb. Det fik hende til at dykke ned i det med konflikter på skoler, der trækker tråde ud i forældregrupper. Historier dukkede op og en roman begyndte at rumstere i forfatteren.

Det blev til den aktuelle udgivelse Dobbeltfejl. Her møder vi tre drenge på 11 år. De går på den samme skole og spiller tennis i deres fritid. Og så har den ene af drengene optaget en video i en seksuel situation, som snart bliver delt på de sociale medier. Er der – som bagsideteksten spørger – tale om drengestreger, eksperimenterende leg eller et regulært overgreb?

Mødrene til to af drengene er veninder. Kan venskabet overleve konflikten?

Dobbeltfejl er en roman om forældreskab, venskab og om at være sig selv og sin familie nærmest. Det er en undersøgelse af, hvor meget konflikt et venskab blandt voksne kan bære og en undersøgelse af, hvor svært det er at opføre sig voksent, roligt og rationelt, når det handler om ens barn. Jeg synes især skildringen af, at det pæne kontrollerede dannede menneske gradvist bliver mere usympatisk i takt med, at den faste stabile verden man kender går i opløsning.

Anne Mette Kirk låner greb fra krimigenren og det gør, at bogen er spændende fra start til slut. Faktisk er vi langt inden i romanen, før vi får af vide, hvad det er drengene har gjort. Og ved vi så også det?

Dobbeltfejl er en pageturner af en spændingsroman. Lur mig om den ikke ryger med i en del kufferter denne sommer. Det er næsten en skam, jeg allerede har læst den.

Anne Mette Kirk, Dobbeltfejl, Maj 2023, Gutkind forlag, 400 sider.

Der er lukket for kommentarer.