Jeg ved ikke, om jeg kan yde denne her bog retfærdighed. For hvis jeg går i gang med fortælle, hvad den handler om, er jeg bange for, at du vil tænke, at det ikke er noget for dig.

En anden persons rejsedagbog, beskrivelser af, hvordan hun laver mad og drikker kaffe, naturbeskrivelser og noget med at finde sig selv. Jeg ville nok tænke det samme.

Men åh, hvor var den noget for mig.

Sikke en vidunderlig, sanselig oplevelse at læse denne her bog. Det føles som at have ført en meningsfuld samtale med et andet menneske eller fået et dejligt kram, der får skuldrene til at sænke sig. Følelsen af, at det ordner sig.

Og bogens titel, som er en oversættelse af det islandske motto ”thetta reddast” er omdrejningspunktet i denne rejsedagbog, hvor forfatteren udforsker Island og sig selv. Efter et hårdt år og en tvivl om, hvad der skal ske i tilværelsen, beslutter hun sig for at rejse til Island.

”Nu er jeg på vej til Island for at finde ud af, hvilke sanseindtryk, der gemmer sig déroppe, og om de kan trække mig ud af mit navlebeskuende armod”

Det er ærligt, følsomt og humoristisk og Signe Amtoft skriver utrolig godt. Kombinationen af Signe og Island, hendes sårbarhed og landets rå natur, ærligheden, der siver ud af både hende og de mennesker og det land, hun møder, fungerer utroligt godt.

Flere steder beskriver hun simple ting, som vækker genklang i mig, mens jeg læser, for eksempel da hun mødes med en lokal for at lære mere om den traditionsrige bryde-sport Glíma; ”Der er en slags universalitet i gymnastiksale. Uanset hvor de er, høres lyden af basketbolde, der dunker, af trippende gummisko, der piver i kontakt med gulvet – og dét selvom der ikke engang er basketbolde eller gummisko til stede”.

Jeg vil anbefale den til alle, der trænger til et litterært pusterum. Til en langsom og givende læseoplevelse. Til at mærke, at alt ordner sig.

Men jeg advarer om, at du får en ubændig trang til at rejse til Island.

Signe Amtoft, Det ordner sig, Lindhardt & Ringhof, april 2023, 265 sider.