Anders de la Motte: De bjergtagne
Medrivende og godt skruet sammen! Det er, hvad Anders de la Mottes nye spændingsroman De bjergtagne er!
Leonora Asker stiler efter at blive chef i afdelingen for personfarlig kriminalitet, og da en højt profileret kidnapningssag lander på hendes bord, synes det at flaske sig for hende. Løser hun sagen, så er jobbet så godt som sikkert hendes. Men selvfølgelig skal tingene ikke gå, som hun ønsker. En tidligere flamme indkaldes og udnævnes til efterforskningsleder, og Leonora Asker forflyttes, eller som det hedder, forfremmes til en stilling som chef i afdelingen for glemte sager og fortabte sjæle.
Nede i de glemte og hensygnende lokaler med spøjse støvede eksistenser falder hun over en sag, som hendes forgænger har gravet i. Hun tager fat, hvor forgængeren sluttede, og pludselig ser hun små ildevarslende figurer dukke op på gerningssteder, i en stor modeltogsbanes landskab, og hun får igen kontakt til en gammel ven, som er optaget af forladte steder. Pludselig er Leonara Askers sag indrulleret i den nye kidnapningssag, og hun kæmper en brav kamp for at finde ud af, hvad der er op og ned. Samtidig kæmper hun med fortidens spøgelser, hvor et valg om at bo hos sin far har sat sig dybe og alvorlige ar og har haft store konsekvenser for hendes voksenliv.
Anders de la Motte skriver skarpt og nuanceret, og hans måde at skrive personer frem på er meget levende og troværdigt. Man ser for sig, hvad, det er, for en betjent Eskil the detective er, når det er sådan, han kalder sig på Tinder. Jeg kan godt lide en god krimi eller spændingsroman, men jeg må nok indrømme, at jeg er mere interesseret i personfremstillingen og deres indbyrdes relationer end selve forbrydelsens opklaring, og indenfor det felt er Anders de la Motte en mester. Jeg hepper selvfølgelig på, at forbrydelsen skal opklares, men jeg hepper i lige så høj grad på de involverede parter, og det de kæmper med.
Kunne man lide hans Skånekvart er jeg sikker på, at man også vil nyde De bjergtagne.
Anmeldelser af de fire bind i Skånekvartetten kan findes her Sensommerjagt; Efterårssorg; Vintervild; og Forårsoffer.
De bjergtagne er første bind i forfatterens nye serie om Leonora Asker, og jeg glæder mig til at følge hendes videre færd i afdelingen for glemte sager og fortabte sjæle.
Anders de la Motte; De bjergtagne; oversat af Louise Urth Olsen; Modtryk; 2023; 489 sider.