Hvor meget kan et menneske stå igennem uden at bryde sammen? Uden at det går til grunde? Er der et håb, som man kan klynge sig til?

Gill Paul er med sin bog Den forsvundne datter igen tilbage i revolutionens Rusland, tiden hvor alt er under omvæltning og omstyrtning. Zaren er blevet væltet, og han er sat i husarrest sammen med sin familie. Familien håber og forventer, at de kan komme i sikkerhed, men uvidende om deres skæbne bliver de ført ned i en kælder, hvor massakren finder sted. Og ligesom i Gill Pauls tidligere roman Zarens datter stiller hun spørgsmålet, hvad nu hvis de ikke alle døde under massakren? Hvad nu hvis en af døtrene overlevede? Hvilket liv har hun så haft?

Som et andet spor i romanen er vi i Australien, her møder vi den unge kvinde Val Doyle, som absolut ikke har haft nogen let barndom, med en indadvendt og utilnærmelig far, og en mor som pludselig en dag bare var væk. Selv ender Val i et voldeligt ægteskab, som det synes umuligt at komme ud af. Da hendes far dør, og hun står alene med boet, begynder hun at grave i sin egen familiehistorie, for der er flere ting, som ikke stemmer. Dette bevirker, at hun pludselig ser tråde, som fører hendes familiehistorie til Rusland.

De to historier flettes på fornemvis sammen, og jeg var især optaget af, hvordan forfatteren får givet et indtryk af, hvordan det kunne have set ud for den almindelige russer at leve i et land, som er styret af den røde hær, hvor ideologi og konkret hverdag ikke altid går op. En hverdag hvor man skal vare sig for, hvad man får sagt, for hvem kan man stole på? Hvor stikkere luner rundt om hvert gadehjørne. Hvordan man, når fimbulvinteren kommer, er nødt til at brække gulvbrædder op for at have brænde, og hvor børn må sendes væk, da det ikke er muligt at brødføde dem. Hvordan hver enkelt lille matrikel gemmer på hemmeligheder og tragedier.

Der er ingen tvivl om forfatterens fascination af Romanov familien og den russiske historie, og der er gået et kæmpe researcharbejde forud for tilblivelsen af denne roman, som bygger oven på arbejdet gjort forud for hendes tidligere roman Zarens datter. Romanen er bygget over en kendt skabelon, men det gør ikke noget, for det virker. Jeg var helt opslugt af historien, for jeg skulle jo lige have alle brikkerne til at falde på plads.

Er man til en god gedigen historisk page turner af en roman, så er Gill Pauls to bøger om Romanov døtrene helt klar anbefalelsesværdige, men jeg tror, hun skal holde, mens legen er god, tror ikke der er stof nok til en mere.

Zarens datter er tidligere anmeldt her på siden, og anmeldelsen kan læses her.

Gill Paul; Den forsvundne datter; oversat af Steffen Rayburn-Maarup; Hr. Ferdinand Politikens Forlag; 436 sider; 2023.