// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Ditte Holm Bro: Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Ditte Holm Bro: Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler

Skrevet af den 7. september 2023 – 06:32Ingen kommentarer

Bag gardinerne i parcelhusene lurer længslen og fandenivoldskheden hos husmødrene anno 1958.

Valborg og Johanne er svigerinder. Forholdet mellem de to kvinder er komplekst. De kan lide hinanden, men bag det umiddelbare sammenhold, lurer også jalousien og frygten. Og alt efter hvilken scene, de befinder sig på, tipper magtbalancen den ene eller den anden vej.

Valborg kommer fra trange kår, er fraskilt og bliver ved med at blive gravid og har givet et barn væk fra et tidligere ægteskab. Hun bor i starten af romanen i en fugtig kælder fuld af skimmelsvamp med Aksel, som hun drømmer sig ud af. Men pengene er små og børnene er fortsat mange for hende.

Johanne er gift med murermester Kresten, Aksels bror, som hun også laver regnskab for, og de mangler ikke noget. Altså lige på nær et barn. Johanne længes efter et barn og ikke kan finde rimelighed i eller svar på, hvorfor det ikke lykkes – men svar og fornuft finder hun i regnskaberne. I tallene der går op.

Da Valborg bliver gravid igen, gruer Johanne for den dag, Valborgs mave begynder at vokse. For sin jalousi. ”Men så var det det modsatte, der skete. Tristheden i Valborgs ansigt, da hun fortalte nyheden, gjorde det muligt for Johanne at glædes”.

Og selvom Kresten er en dygtig murer, der bygger stærke huse, så er der tilsyneladende noget galt med fundamentet hos Johanne, som han siger til hende en dag, hvor hun endnu engang har mistet en graviditet. ”Den måde, han så på hende, kærligt, overbærende, som noget sødt og pudseløjerligt, når hun igen havde mistet et barn. Han forstod ikke, det var virkeligt, engang sagde han det skrækkelige i et forsøg på trøst, et hus afhænger af fundamentet. Hun vidste ikke, hvad der var værst; at han tænkte på hende som et dårligt konstrueret hus, eller at han i det hele taget sammenlignede hende med et”.

Men midt i deres omvendte elendighed opstår der en løsning. I sin desperation afleverer Valborg en dag sin søn Poul på Johannes dørtrin. Værsgo. Nu er Johanne mor. Men hvordan skal det gå, når de er i samme familie? Lever moderskabet op til Johannes forventninger? Og hvad hvis Valborg en dag fortryder?

Udover moderskabet handler romanen om ”The Mental Load” a la 1950’erne. Om husmødre, der støver af, laver mad og vasker tøj, men som samtidig er fyldt med drømme og længsler og hele tiden drømmer om at flygte, men ikke ved, hvor de skal flygte hen. Og skulle det en dag lykkes at komme væk, ville de nok bare længes tilbage.

Valborg forstår ikke, hvorfor husmødrene konkurrerer indbyrdes om at være bedst til at holde støvet stangen? Hvorfor sidder de ikke sammen om spisebordene og lytter til hinanden og griner?

De føler en afsky for deres liv, men at opretholde den velkendte orden er samtidig deres holdepunkt. For hvad ellers?

Romanen er velskrevet og nem at læse med stort sprogligt overskud. Det er én af den slags romaner, hvor du får lyst til at citere hele molevitten, men i stedet for at gøre det, vil jeg anbefale dig selv at læse den.

Ditte Bro Holm: Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler, Lindhardt og Ringhof, maj 2023, 233 sider.

Der er lukket for kommentarer.