De unævnelige er titlen på Trisse Gejls stærke roman om erindring og fortielser.

For et par år siden havde jeg en mærkelig uventet oplevelse. Jeg var ude at spise med min mand og havde bestilt krabber. Spændt ventede jeg på maden, som jeg aldrig før havde smagt. Da jeg fik første bid i munden, kiggede min mand forundret på mig og spurgte om der var noget galt med maden. Det var der ikke, men der skete noget i mig. En forvirring havde indfundet sig, maden smagte godt og nu kommer det sære: maden føltes ukendt og kendt på samme tid og det føltes godt. Jeg forstod ikke, hvad der var på spil. Senere fortalte min mor mig, at jeg tit spiste krabber som helt lille. Det havde jeg ingen bevidst erindring om. Men min mund huskede, min krop huskede! Og det er pointen med denne lange indflyvning.

Trisse Gejl skriver i romanen, at erindring er fysisk. Du kender det måske selv. For mig er duften af solbagte grannåle følelsen af en sjov og tryg barndomsdag. For andre med en mindre heldig opvækst kan lyde, dufte eller smage genkalde utryghed og traumer. De unævnelige er en erindringsroman, hvor forfatteren husker tilbage i tiden og fisker specifikke scener frem fra blandt andet barndom, ungdom, forfatterliv og fra ægteskab og forældreskab.

Vi kommer således vidt omkring og det er gavmildt af forfatteren at lade læseren komme så tæt på. Selvom det er forfatterens liv, der skrives frem, kan man som læser næsten ikke undgå at fremkalde gamle billeder i sit indre.

Romanen er stærk og rørende. Der er knivskarpe scener, hvor læseren over få linjer forstår og mærker, hvad der er på spil. For eksempel fortielsen om at forfatteres far var skrevet ud af et testamente.

Det er en roman om at rejse ud i verden, om at komme hjem og om at være så rastløs at man må afsted igen. Det er også en roman om angst og bekymring om sars og fugleinfluenza. Og om fødsler og ungdomsvenner, der knalder ens kæreste. Det er en roman om romaer i Ungarn, om at besætte gamle huse i London og om alle de mennesker, man har kendt, der har mistet livet.

Her er lidt af hvert, velkurateret fra hukommelsen, fremstillet med sprogligt overskud på en måde, så forfatterens erfaringer bliver almene og relevante for andre, i hvert fald for mig som læser. Måske er det netop det, som Trisse Gejl betegner som selvbiografisk læsning.

Og så er det selvfølgelige en roman om fortielser. Om dem og det vi ikke taler om. Om “dem der sætter usynlige mærker af smerte” som der står på bagsiden. Trisse Gejls mor er en af de unævnelige. Moren tog nemlig sit eget liv, da Grisse Gejl var barn og “så blev hun unævnelig, den man aldrig talte om, den som trak sine dybe sorte spor af smerte gennem mørket i os andre.”

Mon du har erindringer eller minder, der er unævnelige for dine kære? Måske holdes de hemmelige for at beskytte dem du elsker? Jeg har!

De unævnelige får mine varmeste anbefalinger!

Trisse Gejl, De unævnelige, Maj 2023, People´s, 156 sider