// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Caspar Eric: Nye balancer
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Digte

Caspar Eric: Nye balancer

Skrevet af den 5. april 2023 – 06:40Ingen kommentarer

Caspar Eric er tilbage og selvom hans krop til tider svigter er hans digte i topform!

Af hans digtsamlinger har det hidtil været udgivelsen Nike fra 2015, der har gjort stærkest indtryk på mig med digtene om den handicappede krop. Om kroppen der er anderledes. Om kroppen der ikke er stabil. Om kroppen der hænger sammen med et menneske, der har drømme og ønsker om kærlighed og karriere som alle os andre. Den nye samling Nye balancer med betegnelsen handicapdigte er en fremragende forlængelse af Nike. Også her er digterjeget bange for om kroppen en dag bliver anderledes at ingen vil elske ham.

Digtene er nemme at læse også for læsere, der ikke plejer at læse digte. Og digtene er interessante og relevante, også for læsere med en krop, der ikke er handicappet.

Caspar Eric er født med cerebral parese og har derfor altid haft sit handicap. Hans krop er siden udgivelsen af Nike blevet ældre og han gør sig tanker om kroppens fremtid. “Min gangfunktion er et midlertidigt privilegium”, lyder det og et andet sted “Nu er jeg på vej ind i faldets tid” og “Fremtiden kommer til at kræve praktiske løsninger”. Det er den vej det går.

Caspar Eric skriver enkelt, rammende og stærkt:

“Mine ankler er fyldt
med sting og arvæv;
en læges dag
syet ind i huden.
Jeg har ønsket mig det
normale
så længe nu
at jeg ikke aner
hvordan
jeg har det”.

Med sine digte retter han en kritik mod samfundets håndtering af de handicappedes behov, hvor Serviceloven langt fra overholdes. Han håber med sine digte at bane vej for en “offentlig samtale om de her ting. Ligesom jeg håber, at os med de anderledes kroppe får lov til at findes i kulturen og i historien på nogle andre måder, end vi er vant til. Jeg tror virkelig, at den politiske poesi kan spille en vigtig rolle her.”, har han udtalt. Og det både håber og tror jeg også! Så læs Nye balancer og anbefal en ven at gøre det samme.

“Det er ikke mit handicap
jeg slås med
men verden omkring mig”.

Caspar Eric debuterede som forfatter i 2014 med digtsamlingen 7/11. Han er født i 1987.

Caspar Eric, Nye balancer, Gyldendal, Februar 2023, 126 sider.

Der er lukket for kommentarer.