Tine Wøbbe og Kristina Antivakis: De siger jeg er psykopat – seks personlige fortællinger om at være dyssocial
Psykopat. Et ord de fleste af os måske har brugt eller i hvert fald tænkt. Men hvad dækker det over? Hvad vil det sige at være psykopat? Og hvordan ser verden ud fra psykopatens side?
”De siger jeg er psykopat” er en vildt interessant, men også ret nedslående bog. Vi møder seks forskellige mennesker, to kvinder, fire mænd, alle psykopater – eller personer med dyssocial personlighedsstruktur, som det rigtigt hedder.
Bogen er bygget op sådan, at de hver især fortæller om deres opvækst, deres erfaringer og oplevelser og hvordan de har fundet ud af, at de er psykopater og hvordan det kommer til udtryk. Derefter giver Tine Wøbbe, der er chef- og retspsykolog og en af landets førende eksperter indenfor psykopati, sit bud på, hvorfor vedkommende har udviklet en dyssocial personlighedsstruktur og hvordan det kan ses.
Denne kombination er super interessant. For først får vi lov til at se verden ufiltreret gennem psykopatens briller. Vi får, råt for usødet, vedkommendes udlægning af sig selv, sin tilværelse og sine handlinger – og det er ikke for sarte sjæle. Herefter får vi den faglige vurdering og i nogle tilfælde en mulig forklaring på, hvorfor det er, som det er.
Og det er læsning, der sætter sig i dig. Især fordi forskningen tillægger det miljø, vi vokser op under stor betydning i forhold til, hvordan din hjerne udvikler sig. Forskere verden over har længe diskuteret om psykopati er en biologisk lidelse eller en adfærdsforstyrrelse opstået på baggrund af dårlige opvækstbetingelser og sagen er bare den, at hvis du har haft en opvækst fyldt med omsorgssvigt, vold og konflikter og dermed ikke får lært at drage omsorg, tage hensyn eller reagere, når nogen viser følelser, så har du ikke de redskaber senere i livet.
Og her er, hvad der virkelig er blows my mind; effektive behandlingsmuligheder er der ikke rigtig nogle af. Er du psykopat – well, så er det et livsvilkår, du har svært ved at ændre. Og det skyldes, at behandlingsformen typisk vil bestå af langvarig psykoterapi og hårdt arbejde med at lave om på sig selv, som en psykopat sjældent vil være motiveret for OG derudover kan psykoterapi rent faktisk gøre psykopaten til en ”dygtigere” psykopat. For behandlingen lærer dem at blive klogere på sig selv og deres psykopatiske træk og dermed kan de udnytte deres destruktive evner bedre. Tal om et catch-22.
Hvis du i forvejen er sådan en type, der enten render og hygge-diagnosticerer dine kollegaer eller venner, ser psykopater alle vegne eller er nervøs anlagt og har en frygt for at rende ind i psykopater konstant, så hold dig fra denne bog. For det er ret nedslående læsning.
Men hvis du er oprigtigt nysgerrig på, hvad psykopati rent faktisk er, og hvordan verden ser ud for en psykopat, så læs med. Det er virkelig spændende. Og også lidt skræmmende.
Tine Wøbbe og Kristina Antivakis: De siger jeg er psykopat – seks personlige fortællinger om at være dyssocial, Politikens forlag, marts 2023, 254 sider.