// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Betty Frank Simonsen: København, sommer
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Betty Frank Simonsen: København, sommer

Skrevet af den 1. maj 2023 – 06:30Ingen kommentarer

Åh mit hjerte, sommer i København! Da jeg som 15 årig første gang besøgte København forelskede jeg mig på stedet. Ved at læse debutromanen København, sommer, der emmer af ungdom, sommer og liv, blussede mine følelser for byen op.

Tyveårige Cleo er netop flyttet til København. Måske er det ikke hele verden, der ligger for hendes fødder, men det er i hvert fald en verden, der er langt større end den hun kender fra hjembyen Kolding. Ny i byen er hun lidt lost, hun savner sin knallert, kan ikke helt finde rundt og kender som en start hun en enkelt veninde fra efterskolen.

Lidt efter lidt lærer hun dog flere at kende og hun finder ud af, at livet kan leves på mange måder. Hun møder en, der brænder for kunst og andre der er optaget af økologi, selvforsyning og klimaets tilstand. Selv er hun optaget af bøger og stor fan af Tove Ditlevsen. Hun flytter ind i et møbleret værelse på Vesterbro hos June, en fraskilt kvinde, der nærmer sig de 50 år. Snart spiser de sammen og stener Kender du typen? og Badehotellet i sofaen. Der er noget ved June, der tager vejret fra Cleo.

Jeg er glad for romanen og bliver forvirret over de tanker, der opstår, når jeg forestiller mig, hvordan mit blik på den knap 30 år ældre udlejer og roommate June ville være, hvis hun havde været en mand. Jeg oplever, at June virker interesseret i Cleo på en måde, vi ville finde upassende, hvis det var en mand, når magtforholdet er ulige fordi den ene er lejer og den anden udlejer.

Det er en ret fin coming of age roman om en slags ikke erkendt forelskelse, om fascinationen af andre mennesker og om forvirrende og overrumplende begær. Det er et berusende portræt af ungdommens forvirring, hvor man det ene øjeblik har lyst til at kysse den ene og det næste øjeblik den anden.

Betty Frank Simonsen, København, sommer, Gutkind forlag, Maj 2023, 250 sider.

Der er lukket for kommentarer.