// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Maj My Humaidan: Ærø manifestet – Om længslen efter et andet liv
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Livsstil, Manifest, Politik & debat, Samfund

Maj My Humaidan: Ærø manifestet – Om længslen efter et andet liv

Skrevet af den 14. april 2023 – 06:12Ingen kommentarer

Maj My og hendes mand Kristian forlod storbyen, det stressende og prestigefyldte arbejdsliv og en masse materielle statusmarkører og flyttede til Ærø med drømmen om mere ro og nærvær i deres familie.

Lige som mange andre befandt Maj My sig hele tiden i situationer, hvor hun måtte efterlade sine grædende børn i vuggestuen, skynde sig fra arbejde for at hente udmattede børn og hele tiden et skridt bagud. I forhold til egne og samfundets forventninger.

Men Ærø blev meget mere end bare ro og nærvær. Det blev starten på et opgør med den måde at leve på, som samfundet udstikker for os. Det blev starten på en normkritisk tilværelse med hjemmeskoling, alternativ læring og et stålfast, men også famlende forsøg på at gøre noget andet. Søge en anden lykke.

Og måske sidder du og tænker, at hjemmeskole, selvforsyning, bare tæer og rundkreds er for alternativt for dig. For radikalt.

Men forfatteren fremstår hverken frelst, belærende eller dogmatisk i bogen. Tværtimod. Bogen rummer en masse tvivl, dilemmaer og spørgsmål, og jeg vil vove den påstand, at de fleste af os har stillet os selv de samme spørgsmål, som forfatteren har. Det er bare de færreste af os, der har haft modet til at handle på dem.

Titlen indikerer en bog, der er mere kompromisløs, end jeg egentlig opfatter den som.

For et manifest er typisk “et kampskrift, som cementerer en ideologi eller en retning”.

Men jeg opfatter snarere bogen som en kærlig opfordring til at tage sig selv alvorligt. Til at følge sin mavefornemmelse, turde sadle om og acceptere, når tingene ikke går som forventet eller planlagt.

Bogen er velskrevet, svær at lægge fra sig og et vigtigt og aktuelt indspark i det hastigheds- og vækstsamfund, der har sat de fleste af os på autopilot i en så høj fart, at det skader vores mentale helbred.

En stor anbefaling herfra.

Maj My Humaidan: ÆRØ MANIFESTET – Om længslen efter et andet liv, Gyldendal, 14. april 2023, 240 sider.

Der er lukket for kommentarer.