Isabelle bor på fattiggården sammen med sin bror Hughie, og livet er absolut ikke nogen dans på roser. Faderen har forladt dem, hvilket betød, at de kom på fattiggården, og nu har de to søskende med kort mellemrum lagt både moderen og søsteren i graven. Deres situation er trøstesløs, og med forstander Mrs Peacock på nakken hele tiden, og med ubehagelige og frastødende tilnærmelser fra hendes søns side, overvejer Isabelle sine muligheder, hvad skal hun gøre for at komme væk fra fattiggården?

Isabelle vægter sine muligheder, og hun beslutter, at hvis hun kan blive gift, så kan hun vinke farvel til det triste og hårde liv på fattiggården. Et ægteskab bliver arrangeret og Isabelle, som nu hedder Mrs Farrell, tager sammen med sin bror og ægtemand afsked med livet inden for fattiggårdens mure. Desværre bliver et fængsel bare byttet ud med et nyt. Livet som Mr Farrells hustru er ikke godt. Gården, som de kommer til, er faldefærdig, og gårdens dyrebesætning er ildestedt, og dertil ligger Mr Farrell i en åbenlys strid med godsejeren, som han lejer jorden af. Mr Farrell er heller ikke den fødte ægtemand, og han drager ofte afsted for at skaffe penge og besøge kroen, – og en dag vender han ikke hjem. Isabelle og Hughie forsøger at få gården på fode, og Isabelle får uventet hjælp fra godsejeren Ethan Harrington, og som i en hver god romance begynder der at opstå følelser imellem de to, men begge er de gift, og de har heller ikke samme sociale klasse, så nu begynder en indre og ydre kamp for kærligheden.

Isabelles valg er på mange måder en typisk kærlighedsroman, men samtidig beskriver den meget fint, hvilke rettigheder en kvinde i 1876 har og ikke har. Isabelle er en sej, kvik og klog kvinde. Hun gør alt for at overleve, og hun træffer sine valg for at hjælpe sig selv og sin bror, men samtidig er hun også bevidst om, at når valget skal tages, så er det på bekostning af noget andet. At et valg altid er et tilvalg af noget og et fravalg af noget andet.

Normalt er jeg ikke den store læser af disse kærlighedsromancer, men denne var læst på to dage, da Isabelles historie rørte mig.  Bogen er skrevet i et godt flydende sprog, også beskriver den på en fin måde, hvor svært det kan være at få et liv op at stå, når man ikke har noget navn, eller er økonomisk velstillet, når man ’bare’ tilhører den laveste sociale klasse, som alle kan slå på. Dertil er Isabelle en sej dame, som tør kæmpe sine kampe, også selvom det kommer til at gøre ondt på både krop og sjæl.

Annemarie Brear; Isabelles valg; oversat af Emilia Hansen; Lindbak + Lindbak; 2023; 308 sider.