Signe Gjessing: Illuminationen af alt
Gæsteanmeldelse af Mette Hermann fra Instagramprofilen @bog.dag.bog
”Illuminationen af alt” er Signe Gjessings femte digtsamling siden debuten UD I DET U-LØSE fra 2014, som hun samme år modtog Bodil og Jørgen Munch-Christensens Debutantpris for, hvor hun i øvrigt også blev færdig på Forfatterskolen.
”Illuminationen af alt” er ikke en lettilgængelig eller hurtiglæst sag. Med sine blot 31 sider syner den godt nok ikke af meget, men teksterne er komplekse og billedsproget leder læseren på afveje og ud i sproglige kringelkroge, hvor ikke alt giver mening eller umiddelbart hænger sammen, men smukt er det, når der skrives om hjerter, der ”danser appelsindans med stjerneskud” og om stjernerummet, der ”har lykkeligt glemt, at det skal passe vores hjerter et par timer”.
Vi befinder os i ”Illuminationen af alt” et sted midt mellem verden, universet, skabelsen og det hinsides. Et sted, hvor ”stjerner tisker om et eller andet hemmeligt”. Digtene i bogen består af tekster af forskellig længde, som først indledes med betragtninger om universet. Disse efterfølges af sætninger i parentes, der alle handler om verden, og et tilbagevendende fokus i digtene er forholdet mellem verden, skabelsen og det hinsides.
EN konkret fortælling eller en udvikling finder man dog ikke i ”Illuminationen af alt”. Det er ikke den slags digte, Signe Gjessing skriver. Det er derimod abstrakte digte med et dybt originalt og udfordrende billedsprog. Det er en digtsamling, der kræver mange gennemlæsninger og en tålmodig læser, der orker at gå på opdagelse i Signe Gjessings fantasifulde og gådefulde tekstunivers. Og måske også et uforklarligt tekstunivers, hvor man som læser tvinges til at give køb på altings meningsfuldhed.
”Illuminationen af alt” er en digtsamling til dig, der vil udfordres i din læsning, og som sætter pris på et tekstunivers uden facit. Den er til dig, der fx holder af Olga Ravns digte, Inger Christensen eller måske Michael Strunge, der også har fundet vej ind i Signe Gjessings digtsamling.
Signe Gjessing: Illuminationen af alt, Gyldendal 2023, 31 sider