Samtalebøger. De findes i sjove udgaver, mere intellektuelle udgaver, dybe udgaver og alt midt i mellem.

Jeg kan godt lide dem. Jeg husker, at én af de første af slagsen, jeg stiftede bekendtskab med som ret ung var Michael Laudrups tænder af Majse Njor og Camilla Stockmann og for nylig læste jeg Breve til livet af Ditte Giese og Anne Sofie Allarp (selvom det givetvis er haram at nævne lige netop den ene af de to forfattere, hvilket du ved hvorfor, når du har læst denne bog).

For mig er det som at overvære en spændende samtale som passiv tilskuer. Det er at få adgang til andre menneskers livserfaring og holdninger, og det inspirerer mig til samtaler, jeg gerne vil have med menneskene i mit eget liv.

Lige i det her tilfælde med Pæne piger be’r ikke om noget ræsonnerer det hele lidt ekstra med mig. Som kvinde, der hænger i med neglene af den aller-allersidste del af trediverne, befinder mig midt i mellem de to kvinder, der for den enes vedkommende stifter familie i disse år og har meget små børn, og den anden, hvis børn er ved at blive voksne og et helt nyt kapitel skal til at begynde.

Og så kan jeg ekstra godt lide ved denne her bog, at det ikke ”bare” er to veninder, der taler hinanden efter munden og klapper hinanden på skulderen med en masse ”møs” og ”skat” (kun – for der kunne godt være ryddet en my mere ud i det fra redaktørens side – my opinion only!), men at det er kvinder, der diskuterer aktuelle og vedkommende emner, som de i nogle tilfælde også ser forskelligt på.

Generationskløfter er super interessante, især når man går til dem med respekt og nysgerrighed, som de to kvinder gør i denne her bog. De diskuterer familie- og arbejdsliv, at være selvstændig, økonomi, parforhold, #metoo og ligestilling – alt det, du ville tale med gode venner om henover en god middag.

Og ét sted rammer den mig lige i min egen sindstilstand. Da Majbritt taler om, at hendes fortids-jeg ville rulle øjne af hendes nutids-jeg’s prioriteringer og valg. Jeg relaterer fuldstændig. Og sådan er det jo nok med livet. Selvom vi alle sammen render rundt som 25 årige og tror, at vi har fanget den 100% og aldrig vil ændre syn på netop dét og dét, så sker livet (ofte familiedelen af det) og puf, så var man en anden 10 år senere. Og heldigvis for det.

Derfor er det altid interessant at lytte til (eller læse) andres samtaler og blive, hvis ikke klogere, så bare indehaver af nye perspektiver eller inspireret til samtaler, du gerne vil have med dine egne mennesker.

Det er ærligt, det er sjovt og det er rørende. Jeg er usikker på, hvad formålet med bogen som sådan er eller hvad det præcis er, de gerne vil, at den skal gøre for læseren, men jeg kan rigtig godt lide den, og jeg vil anbefale den til mine veninder, så vi kan tale om den, næste gang vi mødes over et glas vin. Og lige dér har vi måske formålet?

Majbritt Maria Lundgaard og Anne Sofie Espersen: Pæne piger be’r ikke om noget, Forlaget Grønningen 1, 30. januar 2023, 256 sider.