Phaedra Patrick: Kærlighedsbroens hemmelighed
Mitchell Fisher er enlig far til den lille charmerende Poppy. De to hjælper og trøster hinanden efter tabet af Poppys mor.
Mitchell står op hver dag og går på arbejde, som består af at klippe forelskede pars hængelåse af byens kærlighedsbro. Så tager han hjem og tager sig af Poppy og næste dag starter det forfra.
En dag tager hans liv sig noget af en drejning, da han reder en ung kvinde der falder i floden. Hun forsvinder kort efter og han opdager, at han ikke helt kan slippe tanken om hende. Han bliver optaget af at finde ud af, hvem hun er og han får hjælp fra flere sider, for at blive klogere på den mystiske kvinde.
Efterforskningen hjælper Mitchell videre i livet og får lagt lidt afstand til sorgen og nye muligheder viser sig.
Fortællingen om sorgen efter konens død og den enlige fars mulighed for nye chancer i livet er meget sympatiske, men historien i sin helhed kommer aldrig rigtig ind under huden på mig. Personerne irriterer mig og det hele virker temmelig amerikansk.
Så desværre er det ikke en af de der bøger, man får lyst til at læse igen eller have liggende fremme for at huske hvordan det var at forsvinde ind i en anden verden for en stund.
Phaedra Patrick, Kærlighedsbroens hemmelighed, på dansk ved Annelise Skov, 350 sider, 2022, Forlaget Zara