Petra Hucke: Arkitekten fra New York
Op gennem tiden har kvinder stort set aldrig fået den plads i historiebøgerne, de fortjener, men det bliver der lavet om på i disse år. I denne bog får vi historien om Emily Warren Roebling, der spillede en stor rolle i opførelsen af Brooklyn Bridge i New York, og det er en interessant historie.
Da den nygifte Emily Warren Roebling og hendes mand Washington i 1865 sidder fast på færgen over den frosne East River i New York, priser de sig lykkelige for, at der ikke som tidligere sker en alvorlig ulykke, og at de kommer sikkert i land igen. Samtidig glæder de sig over, at byen endelig har godkendt, at der skal opføres en hængebro, så det bliver nemmere og mere sikkert at krydse floden.
Washington bliver udpeget til chefingeniør på broen, og byggeriet går i gang. Desværre viser det sig, at arbejderne bliver syge af at arbejde nede i sænkekasserne under vandet, og ingen forstår hvorfor. Arbejdet med broen gør med tiden også Washington alvorligt syg, så Emily, der har været dybt involveret i alle faser af broens tilblivelse, må overtage ledelsen af det enorme projekt med det farlige brobyggeri, til trods for at hun møder stor modstand fra de mange mænd, der også deltager i projektet.
Men Emily er fast besluttet på ikke at lade nogen stå i vejen for hende, mens hun beviser for sin mand og resten af verden, at hun vil kæmpe for deres fælles drøm og færdiggøre broen, og at kvinder også kan skabe underværker.
Arkitekten fra New York er første bog i serien Historiens enestående kvinder, som er en ny serie, der i romanform fortæller om en rækker kvinder, der – udover at være enestående på hvert deres område – har skabt historie, der inspirerer den dag i dag. Alle bøgerne i serien kan læses selvstændigt, og de næste bøger udkommer i hhv. oktober og november 2022, hvor du kan læse om Irena Sendler, der reddede over 2.000 børn fra nazisterne, og Ester Mentzer, bedre kendt som Estée Lauder.
Denne bog giver et spændende indblik i tilblivelsen af en af New Yorks ikoniske broer og i den samtid, som den blev bygget i. Som læser med nutidens briller på blev jeg igen forundret over, hvor lidt status kvinder havde i samfundet dengang, og hvordan de forventedes at stille sig tilfredse med at blive godt gift, få børn, holde hus og holde munden lukket. Der var heldigvis mange stærke kvinder som Emily Warren Roebling, der gik mod strømmen og beviste, at kvinder kan bidrage mindst lige så meget til samfundets udvikling som mænd.
Bogen er skrevet i et let sprog og bliver ikke for teknisk trods en del forklaringer om sænkekasser, katenoider og wirer. Jeg heppede på Emily i al hendes modgang og forbandede alle dem, der forsøgte at lægge hindringer i vejen for hende. Ud over fortællingen om broen er det også historien om et moderne ægteskab og en rørende kærlighedshistorie om at bære og løfte hinanden. Jeg glæder mig til at læse den næste bog i serien.
Petra Hucke, Arkitekten fra New York, Gutkind, 380 sider, oversat af Jacob Jonia, juni 2022