// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Nils Mejlvang: Le Tour
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Coffee Table-bog, Sport

Nils Mejlvang: Le Tour

Skrevet af den 30. juni 2022 – 12:56Ingen kommentarer

Dagen før dagen hvor Tour de France starter i Danmark er fotograf Nils Mejlvangs nye “coffee table” fotobog “Le Tour – 20 års Tour de France fortalt i billeder” den perfekte opvarmning.

Siden sin første tour i 1996 har Nils Mejlvang taget billeder af verdens største cykelløb ikke mindre end 20 gange for BT, Berlingske og Scanpix. Nogle af de allerbedste billeder har han samlet i denne super lækre bog, der vækker gode minder for en garvet cykelsportsfan og Tour de France-seer.

Vi kommer både tilbage til Bjarne Riis’ store bedrifter i 1996 – før cykelsporten mistede sin uskyld – og nutiden med særligt fokus selvfølgelig på Jonas Vingegaards store bedrifter i 2021, som sikrede ham en samlet andenplads.

De danske ryttere fylder mest, men vi kommer også forbi nogle af de sidste 26 års allerstørste som Schleck-brødrene, Contador og Lance Armstrong. Og navne, der vækker minder. Som Erik Breukink, Richard Virenque og Laurent Brochard.

Med billeder alene havde dette været en fornem bog og et “must have” for enhver med interesse for cykelsport. Men små tekster og kommentarer fra centrale ryttere til billederne af dem selv, samt henholdsvis en prolog og en epilog af Jørgen Leth og Bjarne Riis, løfter bogen op på den helt store klinge – for nu at bruge et cykeludtryk.

Teksterne fylder ikke for meget og handler om et specifikt billede. En rytter forklarer hvad han følte, gik igennem eller lige var gået igennem på det tidspunkt, hvor billedet blev taget. Et sublimt tilbehør, der gør oplevelsen endnu mere lækker.

Så der ikke andet at gøre end at skynde sig ned og købe bogen. Inden tour-starten eller på mandag på den hviledag, der er sat af til at rytterne kan komme fra Danmark til Frankrig og fortsætte løbet der.

Nils Mejlvang: Le Tour – 20 års Tour de France fortalt i billeder. Gyldendal, 2022. 216 sider.

Der er lukket for kommentarer.