Wauh! Det er den følelse, jeg sidder tilbage med efter at have vendt sidste side i Deborah Levys bog Ting jeg ikke vil vide. Wauh! Det er en meget kort roman på kun 144 sider, men hvilke sider. Sproget er så lækkert og finurligt, at man trækkes med ind i fortællingen. En fortælling som dog springer i tid og sted og er på kryds og tværs, men som hele tiden holder momentum, det er stærkt.

Vi møder første gang Deborah Levy på vej til Mallorca i vintermånederne. Hun er i krise, og hun oplever, at tårerne overmander hende, hver gang hun kører op ad rulletrappen. Her fra sit skjul på ferieøen fortæller hun om barndommen i Sydafrika, og gennem hendes barneøjne fortælles om klasseforskellene imellem de hvide og de sorte. Vi kommer med til England, hvor hendes teenageliv leves, hvor forfatterdrømmen tager til, hvor hun går på cafe og skriver på papirsservietter, for det er da det, forfattere gør?

Hun beundrer Bariedukken, hun er fascineret af OMG (’Oh, my God’) mødrene, studser over at hushjælpen kan have to navne, et engelsk og et afrikansk, og filosoferer over, hvad status gør ved os. Hvad er vi født med, hvad vokser vil til, og hvad arver vi?

”For byggearbejderne ved siden af var det, som om jeg ikke rigtig var der. Jeg havde skrevet mig ind i en anden form for status, og de var ikke trygge ved at forsøge at slå en sludder af med mig eller bede mig række dem saltet. Jeg var udenfor. Det at skrive fik mig til at føle mig klogere, end jeg var. Klog og trist. Det var det, jeg troede, forfattere skulle være.”

Der er lidt ’coming of age’ over bogen, og hun forsøger at finde sine ledetråde til livet. Hun kæmper hele tiden med at finde ud af, hvor det er hun hører til. Hun sætter kvinden og forfatteren under lup, for kan man være begge ting på en gang?

”Vi var på flugt fra de løgne, der lå skjult i det politiske sprog, på flugt fra myter om vores rolle og formål i livet. Vi var sikkert også på flugt fra vores egne længsler, hvad de end var. Det var bedst at slå det hen i spøg.”

Selv kalder forfatteren sin trilogi, hvor Ting jeg ikke vil vide er første bind, for ’A Living Autobiography’, netop fordi den er skrevet midt i det levende liv, hvor alt raser, koger og er i gang med dets opture og nedture. Altså ikke en selvbiografi som først skrives i livets efterår, hvor bagklogskabens klare lys kan have det med at snige sig ind og lægge en klam hånd over det faktisk levede liv.

Ting jeg ikke vil vide er en lille handlingsmættet bog, hvor man bliver begavet med et flot poetisk sprog med masser af dybde. Jeg glæder mig til at læse de næste to bøger i trilogien.

Kan man lide Rachel Cusk og Annie Ernaux er jeg sikker på, at man også vil kunne lide Deborah Levy. Og vil man gerne møde hende og opleve hende live, så gæster hun Louisana Literature til sommer.

Deborah Levy, Ting jeg ikke vil vide, Forlaget Vinter, april 2022, 144 sider, oversat af Birgitte Steffen Nielsen.