Anna Juul: Penge & Bacon
“På køkkenøen står Penge og Bacons terrarie, som de bor i, og jeg tænker, at jeg på en måde nu selv er reduceret til en vandrende pind, bare med flere følelser, eller jeg tror i hvert fald, at jeg har flere følelser end en vandrende pind, men det kan også bare være menneskelig arrogance, hvilket jeg siger til Anders, altså at jeg føler mig som en vandrende pind.”
Landet er i klimalockdown, det har statsminister Lillian besluttet. Ingen må forlade deres hjem, så ægteparret Anja og Anders er fanget i deres duplexlejlighed sammen med de to tilbageværende vandrendepinde Penge og Bacon, da Magt, Cigaret og Juleaften er forsvundet under mystiske omstændigheder.
Det er settingen for denne meget sorthumoristiske og tragikomiske roman om parforhold, ensomhed og kedsomhed. Hvordan overlever man i en situation, hvor der er slukket for strømmen? Hvor der ikke er noget internet? Hvor man som føde kun modtager en kasse med grøntsager? Hvor man bare er to mennesker tilbage på x antal kvadratmeter afskåret fra al kontakt til verden udenfor? Kan man overleve det? Kan et parforhold overleve det? Kan man overleve uden at blive skør, når man er indespærret i sin lejlighed? Alt det og mere til har Anna Juul sat sig for at undersøge i sin roman Penge & Bacon, og det gør hun med et kærligt men også rammende blik på vores forkælede samfund. Hvad sker der, hvis hele vores moralske kompas og alle vores beslutninger udelukkende bliver taget ud fra, hvad Mads og A-holdet mener, eller hvad man har læst i et dameblad?
Bogen er hurtigt læst, og den ene side tager den anden. Jeg var godt underholdt, og jeg tog mig selv i at sidde og klukgrine undervejs, for bagefter at opdage at det jo faktisk ikke var sjovt, det jeg lige havde læst, men derimod dybt tragisk. Forfatteren har et godt blik for, hvad ensomhed og kedsomhed er, at det også kan gå hen og blive sygeligt. Vi siger, det er godt at kede sig, men er det nu også det? Det bliver i hvert fald problematisk, når man begynder at lægge sit liv i hænderne på sine vandrende pinde (- og har vandrende pinde egentlig hænder?).
Anna Juul debuterede i 2019 med digtsamlingen Jeg bruger min krop som et møbel udgivet under aliasset Veronika Katinka Martzen, som er kendt fra tv-serien Min kamp. Anna Juul var tekstforfatter på Den Korte Radioavis, og tonen derfra går igen i hendes roman Penge & Bacon, som hun selv kalder for en ’knaldroman om kedsomhed.”
Anna Juul: Penge & Bacon. Lindhardt og Ringhof. 2022. 270 sider.