Michael Connelly: Mørke timer
’Mørke timer’ er bind nummer 21 i serien om Bosch fra drabsafdelingen i Los Angeles’ politistyrke. Bosch er pensioneret og spiller efterhånden en tilbagetrukket rolle, idet Reneé Ballard har overtaget hovedrollen. Hun er som Bosch en skæv type, fuldstændig opslugt af, at retfærdigheden skal ske fyldest, og kan den ikke det inden for politiets og andre myndigheders regler, ja så må man bøje eller direkte overskride dem. Det bringer hende selvfølgelig på kant med kolleger og overordnede, for bare at nævne et par stykker.
Heldigvis har hun Bosch i baghånden, og der bliver da også brug for ham i ’Mørke timer’. Titlen refererer til, at det er her Ballard har det bedst. Men også her at mørkets kræfter råder og begår ugerninger. Som i flere andre af Connellys bøger kører der to parallelle opklaringer. Her er Ballard på jagt efter de såkaldte midnatsmænd, der bryder ind hos kvinder og voldtager og ydmyger dem. Og så efterforsker hun mordet på et tidligere bandemedlem, der bliver dræbt af skud nytårsaften. Hendes kolleger vurderer, at det er et uheld – der bliver fyret skud af op i luften i anledning af nytåret, og han skulle så være blevet dræbt af et projektil på vej ned. Men Ballard vil det anderledes. Det er dog jagten på voldtægtsforbryderne, som står stærkest i historien, og det er ganske enkelt møgspændende.
Som altid hos Connelly er det grundig og minutiøst politiarbejde, der bringer Ballard og Bosch tættere og tættere på forbryderne. Det er detaljeret beskrevet, hvordan de går til værks og finder de små sprækker, hvor de kan trænge ind og lede efter spor og nå frem til opklaringen.
Michael Connelly stil er nøgtern og realistisk, og han svælger ikke i unødige detaljer og blodsudgydelser fra forbrydelserne. Hans brændstof er snarere nogle af svaghederne i det amerikanske samfund og uligheden. Og så har han et eminent blik for arbejdet i politiet. Der er bestemt både Good Cops og Bad Cops, men sortsynet er lidt mere udbredt i ’Mørke timer’. Politistyrken virker desillusioneret midt i covid-epidemien og dønningerne efter drabet på Georg Floyd, og forbavsende mange sidder passivt og drømmer om pensionen. Men ikke Ballard og Bosch, selv om han formelt set er pensioneret.
’Mørke timer’ er Connelly, når han er rigtig god, så fans kan med sindsro tage hul på endnu et værk fra mesteren.
Michael Connelly: Mørke timer. Klim, 357 sider. Oversat af Rasmus Hastrup. Marts 2022