Aske Munck: Oh la la – hvorfor er de så franske i Frankrig?
La France et les Français. Nogle elsker dem. Andre elsker at hade dem. Jeg hører til den første kategori og har sammenlagt tilbragt flere år i det sekskantede land. Både som studerende i Paris, skiguide i Alperne og sommerophold på de stenede strande i Syd.
I denne veloplagte og velskrevne bog spidder forfatter og Frankrigskorrespondent Aske Munck ”gallerne”, som han konsekvent kalder dem, med kærlighed og dyb indsigt i den franske kultur.
De fleste af os kender til kindkyssene, baguetten og de franske fortovscafeer, og det er givetvis heller ikke gået manges næse forbi, at franskmændene betragter deres nationale køkken som det absolut bedste i verden. De er storladne, de franskmænd, og det er noget, der godt kan være svært at fordøje for os lidt mere nøjsomme og praktiske nordboere.
Men tillader du dig selv at spille med og at indlade dig med franskmænd og deres vaner og traditioner er det en oplevelse af de helt store.
Og du kan passende starte med denne bog. Selvom den til tider karikerer tingene lidt, er mit indtryk, så er det med til at fremme forståelsen, og hvordan skal man også indkapsle en hel nation uden en god håndfuld generaliseringer?
Er du frankofil og har tilknytning til Frankrig, er det lige til. Du vil elske denne her bog. Grine med, nikke bekræftende og have lyst til at fortælle nogle af dine egne anekdoter.
Er du skeptisk over for franskmænd, vil du, hvis du lige lader fordommene falde og åbner dit sind, få udvidet dit billede af og syn på Frankrig og franskmænd, i en let og underholdende form, men også med en masse viden og historisk kontekst.
For hvordan er det nu med den franske børneopdragelse, deres middagsritualer, aperitiffen og alle de demonstrationer hele tiden?
Aske Munck har tydeligvis en kæmpe viden om det land og den befolkning han har beskæftiget sig med professionelt siden 2003, men studeret og boet i endnu længere.
Denne bog er en selvstændig og mere personlig opfølger til Den rystede republik fra 2020.
Og måske er de rigtigt nok lidt gammeldags dernede. Men de har dæleme også fat i noget. For eksempel vigtigheden af at tale sammen under måltiderne og huske at læse litteratur regelmæssigt for at undgå åndeligt forfald. Bravo!
Aske Munck: Oh la la – hvorfor er de så franske i Frankrig?, illustreret af Sune Ehlers, forlaget 28b, april 2022, 216 sider.