// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Anette Leonora Andersen: Læseglæde & læsefællesskaber
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Coffee Table-bog, Gaveide

Anette Leonora Andersen: Læseglæde & læsefællesskaber

Skrevet af den 29. marts 2022 – 07:59Ingen kommentarer

Læseglæde og læsefællesskaber hedder Anette Leonora Andersens bog, og efter endt læsning er man ikke i tvivl om, at forfatteren elsker bøger, hendes iver og lyst til at sprede læseglæde bobler, lyser og springer ud af siderne.

Bogen er delt op i tre dele. Første del som handler om læseglæde. Her kan man blive lidt klogere på sig selv som læser, hvilken type læser er jeg? Går jeg altid efter det sikre, eller er jeg eventyrlysten og dykker ned i først det ene og så det andet? Der er små tests, man kan tage, og man kan som en form for dagbog nedskrive egne overvejelser.

Anden del handler om læsefællesskaber. Hvad de kan, og hvor mange forskellige læsefællesskaber er der? Her gives der også gode råd til, hvordan man kan få sin egen læsekreds op at stå. Udgangspunktet bliver taget i læsekredsen, som Anette Leonora Andersen selv er med i, hvor vi kommer med ind i kontrolrummet. Hvor noget af det første, man skal overveje, er, hvad målet med gruppen er? Der lægges ikke skjul på, at det er givtigt at være en del af en sådan læsegruppe, men at det også kan være svært, og der gives råd til, hvordan man kan agere, såfremt der opstår problemer eller konflikter.

Sidste del af bogen er en fin guide eller et noteapparat, man kan anvende i sine egne læsekredse, således at man er godt forberedt til mødet i gruppen. Her kunne jeg personligt godt have brugt en snor eller anden markering i bogen, så man hurtigt kunne slå op, da jeg tænker, at ønsket med bogen også er, at det skal være en brugsbog. Den må godt på sigt få kaffepletter, æselører og masser af overstregninger og skrift i margen.

Læselysten og læseglæden stråler ud af bogen, som er trykt i en dejlig størrelse, ikke for stor og ikke for tung, med behageligt groft papir og et lækkert layout med skønne billeder, og efter endt læsning er man ikke i tvivl om, at forfatteren elsker litteratur, og alt det litteraturen kan. Man skal bare turde slippe den løs.

Det er ikke en svær bog at læse, den er meget lige ud af landevejen, og der refereres til meget mainstream bøger, programmer, teorier og personligheder. Jeg kunne godt have ønsket mig, at forfatteren havde taget et spadestik dybere, det bliver måske lidt for damebladsagtigt til min smag. Men at den er skrevet, så alle kan være med, er også et plus, da det for mig at se, er med til at fremme læselysten og læsegnisten, så det ikke bliver diskussionen om, hvorvidt noget er god eller dårlig litteratur, men derimod kommer til at handle mere om, hvad læseoplevelsen gjorde ved den enkelte læser.

Læseglæde og læsefællesskaber er en fin bog, som jeg håber mange vil læse, om ikke andet så for at anvende den i de læsefællesskaber, som der forhåbentligt bliver etableret rundt om i det ganske land. God læselyst!

Anette Leonora Andersen: Læseglæde og læsefællesskaber. Flaubert Publishing, 2022. 200 sider.

Der er lukket for kommentarer.