Lorna Cook: Den glemte landsby
Melissa er på ferie med kæresten Liam ved den engelske sydkyst. En ferie skal nok få dem til at finde hinanden igen, for de er gledet lidt fra hinanden på det sidste. Men Liam har travlt med at surfe og Melissa keder sig lidt og finder på at besøge den glemte landsby Tyneham.
Byen blev beslaglagt af den britiske hær i 1943 og indbyggerne måtte i al hast forlade byen og meget af den står tilbage som noget af en spøgelsesby.
Nu er Tyneham genåbnet, som museum efter 75 år. Byen er fascinerende og skjuler på noget af en hemmelighed. Melissa møder historikeren Guy Cameron og de bliver begge meget nysgerrige efter at finde ud af, hvilke historier der har udspillet sig i Tyneham i 1943.
De drages af byens store hus hvor Sir Albert og Lady Veronica havde boet. Guys farmor arbejdede som helt ung pige i det store hus og kendte Lady Veronica ret godt. Efter at have set et lidt underligt billede af de to beboere, bliver de endnu mere nysgerrige efter at vide mere.
De to sideløbende historier fungerer rigtig godt og hele historien tager noget af en drejning og Melissas ferie ender ikke helt som hun havde forestillet sig.
Det er en rigtig fin feriebog, perfekt til fans af Santa Montefiore, Sarah Jio og Lucinda Riley og til dem der heller ikke kan stå for en sød historiker med gode fortælleevner.
Lorna Cook har skrevet historien om Den glemte landsby og blev inspireret af den virkelige historie om landsbyen Tyneham i Dorset, der i december 1943 blev beslaglagt.
Lorna Cook er tidligere journalist, men skriver nu på fuld tid. Debutromanen om landsbyen er blevet en bestseller i England og er oversat til 11 sprog.
Lorna Cook, Den glemte landsby, Forlaget Zara, 295 sider, 2022, på dansk ved Annemette Goldberg