// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Sophie Claire: En uforglemmelig sommer
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Sophie Claire: En uforglemmelig sommer

Skrevet af den 12. februar 2022 – 06:56Ingen kommentarer

Det kunne lyde lidt som en drøm at blive inviteret to uger til Frankrig på en vingård, men for Natasha Brown er det mere lidt af et mareridt. For den hun skal afsted med, er hendes eksmand, som hun har været gravid med, men de gik fra hinanden, da hun mistede barnet under graviditeten.

Siden da har hun klaret sig selv, åbnet en blomsterbutik og har nu en drøm om at købe sit barndomshjem. Hun vil ikke skylde nogen noget. Men da eksmanden – den smukke franskmand Luc – har brug for hendes hjælp og endda kan tilbyde hjælp til at udleve drømmen om barndomshjemmet, så kan hun ikke andet end pakke kufferten og tage med.

I Frankrig er Lucs far meget syg, Lucs søster skal giftes inden længe og der er problemer med vingården. En ekstra lille detalje er, at hele den franske del af familien tror at Natasha og Luc stadig er gift.

Det er en meget fin historie om, hvordan gemte og glemte følelser kan blusse op igen og om hvordan man ikke altid kan gætte sig til, hvordan andre mennesker føler og tænker.

Det er skønt at følge de to hovedpersoner på skift igennem historien og langsomt finder man ud af, at de ikke kender hinanden så godt som de troede de gjorde dengang. Men nu hvor de er tvunget til at være sammen, så lærer de hinanden at kende – sådan for alvor.

Stemningen i Provence er helt magisk og det er en super god hyggelig bog, der lokker med fransk sommer, velduftende blomster, et godt glas vin og kærlighed – og hvem kan ikke bruge sådan en portion her midt i en dansk vinter.

Og ren bonus er det, at der bag i bogen er opskrifter på retter, der optræder i bogen, så du derhjemme kan lave Soupe au pistou, Grandméres chokoladekage eller en Tarte aux abricots.

Sophie Claire, En uforglemmelig sommer, Palatium Books, 304 sider, Januar 2022

Der er lukket for kommentarer.