Lotte og Søren Hammer: Heltenes sommer
Vi nærmer os nu afslutningen på Hammer-søskendeparrets otte-binds serie ’Venner og fjender’, hvor vi har fulgt dansk-jødiske Kassandra og dansk-tyske Peter gennem nogle af de mest brutale begivenheder og perioder på østfronten i 2. verdenskrig. Med held, dygtighed og taktisk snilde har parret klaret sig gennem belejringer, voldsomme kampe ved blandt andet Stalingrad og ophold i koncentrationslejren.
Her i bind syv er vi i sommeren 1944, hvor Kassandra og Peter er tilbage i Sovjetunionen, og Kassandra uddanner sig som radiooperatør. Da hun er færdig med uddannelsen bliver parret sendt til Warszawa, og her skal hun formidle kodede meddelelser til russere og englændere. Der er en herlig beskrivelse af, hvordan Kassandra også løser opgaver for en amerikansk excentrisk journalist, som søger at skabe opmærksomhed om tyskernes ugerninger ved at skrive om begivenhederne i Warszawa. Og ugerninger er der nok at tage fat på, for AK, den polske hjemmehær, har kastet sig ud i et opgør mod den tyske besættelsesmagt. Det er en ulige kamp, for tyskerne står stærkt på trods af, at de er på retræte og under voldsomme kampe med de fremrykkende russiske tropper. Tyskerne har indsat nogle af sine mest berygtede tropper, blandt andet den frygtede Dirlewanger-brigade, i kampene, og ingen bliver skånet. Her følger fortællingen virkeligheden tæt, og forfatterne lægger ikke fingrene imellem i beskrivelserne af, hvordan civile børn, voksne og gamle tortureres, brændes ihjel eller ombringes på andre barbariske måder.
Heltemodet blandt de polske soldater og civile er stort, og blandt bundet op på, at russerne vil være med til at drive besættelsesmagten ud af storbyen. Men der foregår et gedulgt politisk spil, som vores hovedpersoner selvfølgelig hvirvles ind. For russerne er tilbageholdende. Mistanken er, at de holder sig tilbage for at lade tyskere og polakker udrydde hinanden, hvorefter Polen kan overtages og indlemmes i det sovjettiske rige. Der kan meget vel være forrædere tæt på Kassandra og Peter, og hvem ved, måske er der ikke brug for dem længere, når deres rolle i Warszawa er udspillet.
’Heltenes sommer’ er et vellykket oplæg til en flot finale på serien. Bogen er dejligt befriet for den lidt sentimentale undertone og triviallitterære romantik, som har skæmmet enkelte af de andre bøger. Det er ganske enkelt en spændende fortælling om slaget om Warszawa, en begivenhed i krigens afsluttende år, som der kan være tendens til at overse.
Lotte og Søren Hammer: Heltenes sommer. HarperCollins, 315 sider. Februar 2022