Man kan næsten mærke lugten – der i køen i H&M.

En uge før jul, vådt overtøj, sjap på gulvet, travlhed og stress. I 1999. Det føles, som om jeg var der.

Der er ikke længe til den vigtige nytårsaften, der markerer indgangen til et nyt årtusind. Og som altid, ved overgange og forandringer, kan det bidrage til eftertænksomhed og selvransagelse – for er alt som det skal være og er man egentlig på vej i den rigtige retning med sit liv?

Men tilbage til køen i H&M.
Her står en række kvinder, som vi møder på skift i romanen Lukketid. En kollektivroman, hvor synsvinklen skifter for hvert kapitel og det fungerer virkelig godt.

Her er den nyforelskede, den bitre, den skandaleramte, fars pige og mange flere der står her i køen og tænker lidt over stort og småt. De er forskellige steder i livet og alligevel er de på vej samme sted hen. Deres veje krydses og kapitlerne i bogen er et nedslag i deres liv, hvor hver historie måske kunne have udfoldet sig endnu mere. For der er meget mere i de her kvinders, end det glimt vi får i bogen.

Her det genkendelige, det groteske og der er de steder hvor man har lyst til at uddele skideballer, et godt råd eller bare give et kram.

Det sætter tankerne i gang og overlader tomme hylder til læseren – og det virker rigtig godt. Og man bliver ret nysgerrig på de her kvinder, for hvad vælger de at gøre, hvad vælger de at bruge det der friske kalenderblad der følger med, når man træder ind i et nyt år?

Jeg elsker, at den foregår i 1999 og jeg er helt med, når de læser Radiator og ser Ally og hører MC Ejnar. Lukketid er en god og velskrevet bog om kvinder på godt og ondt.

Christine Bojsen Træden, Lukketid, Brændpunkt, 176 sider, 2021