// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Emeli Bergman: På undersiden af dagen
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Emeli Bergman: På undersiden af dagen

Skrevet af den 24. september 2021 – 06:39Ingen kommentarer

Bunken af bøger, der kalder på at blive læst, vokser. Og denne lille roman på blot 156 sider kaldte med en hviskestemme på mig. Det var især den mørkeblå farve og barnets blik, der fangede min opmærksomhed. Og nå ja, titlen selvfølgelig også. Hvad søren betyder “På undersiden af dagen”? Jeg er med på, hvor “på undersiden bordet” er. Men dagen? Før dagen begynder? Efter dagen? Ved siden af dagen? Sådan lidt parallelt, ved siden af virkeligheden? Jeg ved det ikke, men nysgerrig blev jeg!

For at komme på afstand af sin egen familie og sin lillebrors pludselige død, rejser 20 årige Anna til Paris for at arbejde som au pair. Hun rydder op, laver mad, hjælper børn. Gør rent, trøster og tager på udflugt. Hun er rejst fra sin egen familie og tilbringer nu sin tid i andre familier. Hun skifter job og dermed familie og romanen byder på gentagelser. Nye børn, nye familier, nye små kroppe, der skal hjælpes i tøjet eller lægges i seng. Og det er sikkert også sådan Anna oplever det. Gentagelser. Nye familier, samme opgaver. At der ikke sker så meget. At livet bare er.

Jeg har svært ved at få greb om tiden i romanen. Fornemmer at tiden flyder, at det er en hel del år, hun arbejder som au pair, da vi præsenteres for flere familier. Omvendt er det lidt usædvanligt, at man fortsætter med at arbejde som au pair år efter år og ikke selv stifter familie.

På undersiden af dagen er en roman om at være en del af andres familier. Om at rollen man har i familien er som au pair og dermed som ansat. Anna knytter sig til børnene og til deres forældre, men forholdet kan ophøre, når ansættelsen ophører. Måske er det en roman om sorg? Har tabet af hendes bror sat hendes liv i stå? Sidder hun fast som i tiden au pair, et job som plejer at være noget midlertidigt?

Efter læsning summer mit hoved af spørgsmål. Hvad vil romanen mig? Har jeg misset noget? Hvad er der med brorens død? Oplagt er det at fordybe sig i sorgen og tabet som temaer.

Som læser skal du være forberedt på at læse romanen langsomt og opmærksomt, da romanen er krævende med sit poetiske, sanselige og smukke sprog.

Emeli Bergman (f. 1988) har gået på Forfatterskolen i København og debuterede med novellesamlingen Salt i 2017. På undersiden af dagen er hendes romandebut.

Emeli Bergman, På undersiden af dagen, Gutkind, 156 sider, September 2021.

Der er lukket for kommentarer.