// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Asle Skredderberget: Blød som metal
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Asle Skredderberget: Blød som metal

Skrevet af den 30. juli 2021 – 06:24Ingen kommentarer

Har man set den populære norske tv-serie EXIT, så kender man lidt til det miljø ’Blød som metal’ udspiller sig i.

Vi er blandt absolutte velhavere i det norske finansmiljø, hvor millionerne ruller lystigt blandt kyniske mæglere og investorer, som kun har én ting for øje, og det er penge. Masser af penge, som skaffes til veje ved aktiehandler, køb og salg af virksomheder og placering af penge, der hvor der kan tjenes. Håvard Gabrielsen er en af de unge stræbsomme mæglere i et finanshus, men det er ikke meget vi når at lære om ham, inden han brutalt nedskydes en sen aften på kontoret. Og der går ikke lang tid, før en anden mægler fra et andet finanshus dræbes tilsvarende professionelt og iskoldt.

I drabsafdelingen hos Oslo politi mangler man indsigt i de finansielle kredse og hidkalder hjælp fra romanens hovedperson, Milo Cavalli, der efterforsker økonomisk kriminalitet. For ham bliver det en personlig sag, da Hårvard var hans gamle studiekammerat.

Gabrielson var i fuld gang med finansielle analyser af en norsk våbenproducent med behov for en større kapitaltilførsel. I hans computer finder Milo og politiets eksperter gådefulde spor, som tyder på, at der er ugler i mosen. Men pengestærke og magtfulde kredse skyr ingen midler for at stoppe undersøgelsen, og Milo må sande, at han ikke kun selv, men også venner og familie vil blive bragt i fare, hvis han fortsætter med at grave i sagen. Det gør han, og han får god hjælp fra noget af den familie, som bor i Italien. Han har italienske rødder, og nogle af dem ved, hvor man kan gå hen, når man får brug for assistance uden at involvere de traditionelle officielle instanser.

’Blød som metal’ har en fin spændingskurve og et godt drive frem mod en voldsomt dramatisk slutning. At Milo er italiensk, giver anledning til fine miljøskift og et sammensat persongalleri med andre traditioner og normer end de velkendte skandinaviske. Så et fint nyt bekendtskab, og man må glæde sig til de næste bind i trilogien.

Asle Skredderberget: Blød som metal. Grønningen 1, 339 sider. Oversat af Lilian Kingo og Morten Visby. Juni 2121

Der er lukket for kommentarer.