// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Brit Bennett: Det der skiller os
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Brit Bennett: Det der skiller os

Skrevet af den 17. juli 2021 – 07:18Ingen kommentarer

I en sydstatsflække i 1950’ernes USA vokser tvillingerne Stella og Desiree Vignes op. De er uadskillelige. De bærer umiddelbart en fælles tragisk skæbne. Sammen så de deres sorte far blive bestialsk myrdet, og de kan se frem til et langt liv uden de hvides privilegier med hårdt arbejde og ikke ret meget at gøre med.

Da de er 16, stikker de sammen af til New Orleans, og stille og roligt føres deres livsbaner i hver sin retning. I New Orleans opdager Stella nemlig, at hun er så lys i huden, at folk tror, hun er hvid. Det giver hende nogle muligheder, som frister hende. Hun stikker af med en mand for at leve et liv som velhavende, hvid husmor.

Mange år efter Stella og Desiree har mistet kontakten, vender Desiree tilbage til sin hjemby med sin datter Jude, der er meget sort i huden. I modsætning til, hvad alle stræber efter – nemlig at gifte sig og få børn med én, der er lysere i huden end en selv, så børnene på den måde også bliver lysere, har Desiree fået barn med en sort mand.

Jude skiller sig ud og bærer også byrden ved at være datter af én af Vignes-tvillingerne, der stak af for mange år siden. Jude vil mere med sit liv og efterlader efter nogle år sin mor for at studere og leve sit eget liv. Her støder hun ind i familiens hemmeligheder, og hun ved ikke, hvad hun skal stille op.

Det der skiller os er en fantastisk roman om raceforskelle, køn, identitet, familiehemmeligheder og -relationer og om hvordan én løgn fører en ny med sig, og hvordan man pludselig har gravet en afgrund så dyb for sig selv, at man ikke kan komme op igen. Eller kan man?

Brit Bennett udfolder et imponerede persongalleri, der indeholder flere hovedkarakterer og selvom Vignes-tvillingerne og deres døtre bærer hovedrollerne, er der nogle meget signifikante biroller i historien, som er mindst lige så interessante, fx Judes kæreste Reese, der bokser med sin kønsidentitet

Den handler om at stræbe så meget efter at være noget, man ikke er eller at blive den man føler man er, at det til sidst æder én op. Hvem er man overhovedet? Og hvor høj en pris vil man betale for at få det liv, man troede man drømte om?

Det der skiller os er en meget velskrevet roman, der indeholder så mange aktuelle temaer og som med flere hovedkarakterer tager os rundt i menneskets identitetskriser.

Bogen strøg, lige som forfatterens debutroman Mødrene, direkte ind på New York Times’ bestsellerliste og den er solgt til mere end 30 lande. Filmrettighederne er solgt til HBO.

En kæmpe stor anbefaling herfra.

Brit Bennett, Det der skiller os, Gyldendal, juni 2021, oversat af Juliane Wammen, 387 sider.

Der er lukket for kommentarer.