Thomas Rydahl: Forførernes klub
Flemming står i sit livs krise. Eks-ludoman med voldsom trang til at spille, smidt ud af hjemmet af kone, der har fundet langt mere spændende alternativ, og fyret fra den arbejdsplads, som eks-svigerfar ejer. Så eksistensgrundlaget er væk, men minderne og savnet har han dog lov at have.
Det lyder forfærdelig sort og bittert, men er det faktisk ikke, for Rydahl slår en varm tone i fortællingen. Og heldigvis lader han hurtigt sin hovedperson få hjælp af mennesker, der vil ham det godt, og som ser et potentiale i ham.
Det gælder barndomsvennen Seb, der hjælper ham med at flytte ind i et lidt underligt slidt anneks til en stor tom villa, og det gælder Folke på den lokale vinbar. Her får Flemming lidt forefaldende arbejde, og det viser han sig at være god til. Det er her han stifter bekendtskab med en lille hemmelig loge – Forførernes klub -, en gruppe af excentrikere, som dyrker Kierkegaard, god mad og alkohol i rigelige mængder. Især naturligvis de dyre dråber klassisk Bordeaux, som Kierkegaard også satte pris på.
Ud over klubben lærer Flemming også en ung kvindelig præst at kende og hendes demente far. Det møde får skæbnesvangre konsekvenser med følger for næsten alle bogens personer. Slutningen er dramatisk, og det klæder bogen virkelig godt, at der er spænding ud over det rent eksistentielle tema, om hvordan man lærer sig selv at kende og kommer overens med sin personlige historie som led i at genfinde sig selv efter en krise.
Der er mange skønne situationer i bogen, hvor der bliver festet og forført. Kierkegaard er læremesteren, og Flemming kommer faktisk ganske hurtigt efter det. Og oven i det er der fin satire over vores moderne liv og alt det vi stræber efter for at finde meningen med det hele. Rydahl har skrevet en vellykket bog, som har meget godt at sige om livet og dets mange finurligheder. Og så giver den lyst til at lære mere om Kierkegaard.
Thomas Rydahl: Forførernes klub. Politikens Forlag. 349 sider. April 2021